Retrofutura er en helt nystartet hjemmeside. Lige nu er der selvfølgelig ikke meget at se herinde, men jeg har masser af planer! Jeg hedder Astrid, og har i nogle år drevet Midgaards Have, som handler om plantefarvning. På Midgaards Have beskriver jeg i detaljer mine eksperimenter med forskellige former for plantefarvning, og jeg går også i detaljer med dyrkningen af farveplanter. Det er endt med, at strik og strikdesign ikke er kommet til at fylde så meget som jeg egentlig havde troet, og derfor har jeg valgt at starte denne nye side, som kommer til at fokusere på strik, strik og atter strik! Og lidt andre tekstile discipliner hen ad vejen.
Retrofutura kommer til at handle om at tage fortidens strikdesign frem i lyset, og tage det med ind i nutiden og fremtiden, selvfølgelig. Håndstrikning har aldrig været “fin”, men har været betragtet som huslig syssel for kvinder, det som den norske strikdesigner Annichen Sibbern Bøhn beskrev som “til hygge og nytte” – hun mente det sikkert som noget positivt, men det virker forsmående nu. Håndstrikning har aldrig været kunst, ikke engang kunsthåndværk, i bedste fald husflid. Så det har heller ikke været fint at beskæftige sig med strikningens historie, og dens beskrivelse er derfor både hullet og fyldt med modstridende oplysninger.
Jeg er ikke i tvivl om, at strik er en vigtig del af vores kulturarv. Men fortidens strik er, ud over at være interessant i sig selv, også en fantastisk inspirationskilde. Når vi strikker nu, enten fortidens eller nye designs, så passerer garnet igennem vores fingre i nuet, og bliver en del af den arv vi sender videre ind i fremtiden.
Astrids butik er webshoppen, hvor jeg fører alle varer, der knytter sig til projektet Retrofutura. Desuden finder man alt hvad der hører til projektet Midgaards Have – plantefarver, garn til farvning, frø. Og derudover et voksende sortiment af andet lækkert garn og strik