Udgivet i Skriv en kommentar

Genskrevet

Genskrevet er et projekt, som komponist og folkemusiker Maja Kjær Jacobsen og jeg – Astrid Colding Sivertsen – har arbejdet sammen på i længere tid efterhånden. Maja ledte efter en strikkedesigner med interesse i at skabe nyt ud fra det gamle, og det er jo netop præmissen for hele mit projekt, Retrofutura. Maja og jeg har efterhånden arbejdet sammen på projektet Genskrevet i længere tid, og Maja har for længe siden skrevet om det på sin hjemmeside. Jeg har dog endnu ikke skrevet om det med mine egne ord, så det fik jeg lyst til langt om længe at gøre her.

Genskrevet er et projekt, der foregår i krydsfeltet mellem folkemusik og strik. Overordnet er vi interesserede i kulturel videregivelse – både i fortid og nutid. Fortidens folkemusikere og strikkere har hentet deres inspiration ret lokalt. Musikere kunne lære melodier af andre musikere, eller måske kopiere melodier, de bare hørte spillet. Strikkemønstre blev givet videre i prøveremser, men også ved at man bare kopierede mønstre, man så. Både mønstre og melodier vandrede, ofte langsomt, givet videre både aktivt og passivt så de muterede og forandrede sig lige så stille under vandringen.

Nu er vi bombarderet af indtryk konstant. Alt kan flytte sig over store afstande ekstremt hurtigt, og det er helt overflødigt at forklare hvordan det sker gennem massemedier, sociale medier osv. Vi er alle udsat for en strøm af input. Derfor har vi i Genskrevet-projektet sat fokus på at hente inspirationen fra det nære og gamle, og omsætte det til ny musik og strik.

Det lyder måske lidt diffust, så for at blive så konkrete som muligt valgte vi et enkelt fotografi som udgangspunkt. Det er et portræt af Roland Peter Andresen, som er taget i 1895. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen var på flere lange rejser (primært til fods) rundt i Jylland, hvor han indsamlede fortællinger og viser. På sin rejse i 1895 havde Tang Kristensen fotografen Peter Olsen med, og Olsen klarede den lange rejse med en tung rygsæk med fotografiske glasplader. Portrætterne viser de fattige fortællere i hverdagstøjet, i mange tilfælde med noget arbejde, f. eks. et strikketøj, i hænderne. Billedserien er speciel og interessant, da man på den tid ellers altid skiftede til fint tøj hvis der skulle tages et fotografi. Nogle af fortællerne prøvede faktisk at komme til at skifte, men de fik ikke lov til det.

Roland Peter Andresen boede på Slotved Fattiggård i Vendsyssel. Han blev født i 1819 i Nibe som søn af omrejsende “kæltringer” eller “natmandsfolk”. Kort efter blev hans forældre anholdt, og han blev “opfødt på sognet” som Evald Tang Kristensen skriver, altså opfostret på kommunens regning. Han blev karl på godset Baggesvogn, og der arbejdede der også en gammel møllersvend, Søren. Han lærte Roland en masse historier. Senere blev Roland gift og fik 12 børn, men kun de 5 overlevede. Som gammel kunne han ikke længere klare sig selv, og kom derfor på fattiggården. Det var der, Evald Tang Kristensen besøgte ham og indsamlede hans fortællinger.

Billedet af Roland findes i Folkemindesamlingen på det Kgl. Bibliotek, men er også udgivet, f. eks. i bogen “Gamle kildevæld”.

Men det der – selvfølgelig – fanger mit øje er Rolands trøje. Den er af en type som vi nu ville kalde en islænder. Tofarvede strikkede trøjer som Rolands blev brugt i hele Skandinavien, mest af mænd, og som hverdagstøj/arbejdstøj for samfundets fattigste. Rolands trøje ser ud til at være klippet op foran, og knapbånd af linned syet på.

Herunder vil jeg fortælle mere om trøjetypen, og en anden dag vil jeg skrive mere om hvordan Maja og jeg har arbejdet med trøjens mønster i form af strik og folkemusik.

Islænderen har sin oprindelse på Færøerne, og navnet “islænder” betyder måske bare “fra en ø” uden at hentyde til en bestemt af slagsen. Eller også – som foreslået her – fik trøjerne navnet, fordi de blev transporteret over Island inden de blev solgt i Danmark. Færøerne (eller Fåreøerne, som de oprindeligt hed) havde i flere hundrede år uld og strikvarer som deres vigtigste handelsvare.

Strikning kom til Færøerne i 1500-tallet, og man gav sig til at producere hoser. Det blev Færøernes første store eksportvare, og omkring 1770 blev der solgt over 100.000 par hoser om året, svarende til 98 % af Færøernes eksport . Men gennem 1700-tallet faldt produktionen af hoser, og man gav sig til at strikke trøjer i stedet. Hvornår mønsterstrik på de Færøske trøjer begyndte vides ikke, men det var almindeligt med mønstrede trøjer i slutningen af 1700-tallet. Det fortæller Svanhild Strøm og Marjun Biskopstø i “Færøsk strikkebog” .

Importen af trøjer fra Færøerne til Danmark blev styret af et handelsselskab, der var drevet af den danske stat. Åbenbart faldt kvaliteten af trøjerne, for i 1833 gav handelsselskabet en instruks, der definerede hvordan trøjerne skulle være. Den er gengivet i den vidunderlige bog “Koftearven” af Annemor Sundbø, og er forfattet i et virkelig støvet kancellisprog. Men det man kan læse ud af forskriften er, at mønstrene kunne vælges efter behag, men at flotteringerne på bagsiden ikke måtte gå over mere end 4 masker. Forskriften siger ikke noget om den lyse bundfarve, men siger meget præcist at den mørke mønsterfarve skal være farvet med korkje, altså en rød farve, man udvandt af lav, der vokser på klipper – Ochrolechia tartarea – og jo mørkere farve, jo bedre. Kun i egne hvor korkje ikke voksede måtte man bruge sort uld i hver anden mønstergentagelse, men ikke grå.

I Danmark er det ikke nogen let opgave at finde bevarede trøjer af islænder-typen. Det skyldes sandsynligvis, at næsten ingen trøjer er bevaret. Det er noget man støder på igen og igen, når man interesserer sig for fortidens tøj: elitens tøj er bevaret, og jævnere folks fine tøj er nogle gange bevaret. De fattiges grimme og slidte tøj er næsten aldrig bevaret. Det er gået til, slidt helt op og brugt til klude til sidst. Desuden har man ikke anset det for at være noget at gemme på.

Det nærmeste jeg indtil videre har kunnet komme en ældre islænder på dansk grund er et billede i bogen “Alverdens strikning” af Ann Møller Nielsen. Man kan skimte bogen, slået op på billedet af trøjen, øverst til højre i billedet af min strikkeprøve ovenover. Trøjen tilhører Museet på Koldinghus.

Ann Møller Nielsen beskriver trøjen som naturhvid med “mønster af, oprindeligt, rødligt garn, som er falmet med tiden”. Man kan ikke se den røde farve på billedet, men hun har selv taget billedet og må dermed have undersøgt trøjen og set farven. Museumsregistreringen bidrager ikke med meget, og viser endda bare billedet fra “Alverdens strikning”. Men man får da at vide at trøjen er blevet fundet uregistreret i museets magasiner, har været renset i 1978, og har været “anvendt af marinesoldat”. Noget årstal får vi ikke for trøjen, men den overholder tilsyneladende instruksen fra 1833 med sine rødlige, nu falmede farve: farven fra korkje er nemlig kendt for at falme ganske hurtigt.

Ellers giver søgning i museernes samlinger ganske lidt. De få trøjer jeg kan finde er der ikke billeder af, og de ser også ud til at være fra det 20. århundrede: se fx her, her og her.

Med så få bevarede trøjer bliver fotografier pludselig en god kilde. Ud over billedet af Roland må der findes andre billeder af danske mænd i “islændere”. Jeg faldt over dette billede på siden Bornholmernes historie af Ann Vibeke Knudsen, et fotografi fra ca. 1910 af en ung sømand iklædt islænder, fra en glasplade i Borholms Museums samling:

Billedet ser lidt opstillet ud med både hat og pibe, men trøjen ser ægte ud, med slid på overfladen og en påsyet kant, sikkert lavet af en stofrest. Mønsteret er fuldstændig det samme som på Rolands trøje og Koldinghus-trøjen.

Billederne af Roland og den unge bornholmske sømand er jo sort-hvide, så vi kan ikke vide hvad mønsterfarven var. Men et billede af en trøje, der findes i Nordiska Museet er heldigvis i farve, og viser en rød mønsterfarve.

Mandstrøje i det svenske Nordiska Museets samling. Foto fra Nordiska Museet CC BY-NC-ND 4.0

Om trøjen er købt eller lavet der hvor den skulle bruges vides ikke, så det er ikke muligt at sige om den røde farve er et eksempel på den autoriserede korkje-farve fra 1833-instruksen (som jo gjaldt handelsvarer) eller om man bare har strikket med rød mønsterfarve fordi det var den vedtagne måde at gøre det på. Trøjen har været brugt i perioden 1850-1870 i Värmland af en “finngubbe”. Dette ord har jeg søgt lidt omkring for at finde en forklaring på, og det ser ud til at være en gammel og nedsættende betegnelse for en mandlig same.

To ting går igen for alle trøjerne. Den ene er hvem de bæres af, og den anden er hvordan trøjerne er strikket og gjort færdige.

Bærerne af trøjer i islandsk stil (hvad end de er købt eller lavet lokalt) er samfundets fattigste og de udstødte: natmænd, tatere, kæltringe, finngubber, søfolk og soldater. I “Koftearven” viser Annemor Sundbø også en serie billeder af indsatte i et fængsel, som alle bærer samme type trøje. På den tid, trøjerne er fra – 1910 og tidligere – gik mennesker med højere social status ikke med strikkede trøjer yderst. Måske som undertøj eller indenfor hjemmets fire vægge, men aldrig offentligt og synligt. De gik med tøj af vævet stof.

Trøjerne har mange lighedspunkter i hvordan de er strikket. Alle har præcis samme mønster, hvor de skrå streger peger samme vej. Selve trøjernes mønsterflader ser fine og jævne ud, men kanterne blæser i alle retninger. Trøjerne fra Koldinghus og Nordiska Museet har strikkede kanter ved håndled og nederst, men halsåbninger der ikke ser ud til at være gjort færdige. Den unge bornholmske fisker og Roland Andresen har trøjer på, som har påsyede stofkanter i halsen, og Rolands trøje ser ud til at have en påsyet knapstolpe af lærred.

Islænderen er aldrig rigtig gået væk, og jeg har fundet den på skolebilleder fra 1940’erne og 50’erne, avisbilleder fra 1970’erne, og den er stadig populær i dag. Jeg har selvfølgelig arbejdet med at lave en version af islænderen i projektet Genskrevet, og det vil jeg skrive mere om i mit næste indlæg på siden her.

Udgivet i Skriv en kommentar

Midtjyske sjaler

Tekstilmuseet i Herning – Museum Midtjylland – har en samling af håndstrikkede genstande fra Midtjylland – sjaler, undertøj, hoser (altså det vi ville kalde sokker), stunthoser (fodløse sokker) osv. I min egenskab af museumsformidler på museet har jeg fået lov til at stå for efterhånden flere serier af workshops, hvor jeg sammen med deltagerne undersøger et udvalg af genstandene. Vi analyserer deres konstruktion og strikker efter dem, ofte i flere runder af snak og strik, før vi når til en form for enighed om, hvordan en bestemt genstand er strikket.

Den første serie af workshops handlede om sjaler. Det mest berømte sjal i samlingen er uden tvivl det sjal, som strikdesigneren Åse Lund Jensen, der var meget interesseret i historisk strik, undersøgte og udgav et mønster til under navnet Herningsjal / Kopi af et sjal fra Herning-egnen ca. 1880. For mig har lige netop dette sjal peget mig i retning af historisk strik, så det var spændende at stå med originalen lige pludselig. Den er strikket i flere grønne farver med sort kant:

Og det er svært at se, men sjalets nakke er strikket i et tyndere garn. Det er noget der går igen i flere af de andre bindesjaler, det giver sikkert en bedre pasform:

Museumsregistreringen giver sparsomme oplysninger om det berømte sjal: “Gråt, strikket, med sort bort. Alm. type, der blev brugt i 1880-1890’erne og vel både før og efter den tid. Praktisk stykke. Herning sogn, Hammerum herred. Gave fra fru Jensen, Vestergade 85, Herning. 29/9-1931.” Mere får vi ikke at vide (og jeg synes bestemt det er grønt, ikke gråt. Men “praktisk stykke” er en god formulering).

Åse Lund Jensen døde i 1977, og Marianne Isager overtog hendes virksomhed og mønsterkatalog. Derfor har dette og mange andre af Åse Lund Jensens mønstre levet videre efter hendes død, og for nogle år siden var det meget populært under navnet “Chamomile” med stribet bund, men ellers helt det samme mønster så vidt jeg kan se. Et fint eksempel på videregivelse af strikketradition, synes jeg.

Et andet sjal som fangede mit øje, og som jeg blev helt forelsket i ved første blik, var dette brune bindesjal, som først er kommet ind i museets samling i 2004:

Museumsregistreringen fortæller følgende om det brune sjal: “Bindesjal. Materiale: Brun uld. Bindesjalet er faconstrikket. Har strikket blondekant. Bindebånd i trekantens spids. Har flere stopninger. Giver har arvet det fra hendes bedstemor Karen Marie Møller, f. 1841, d. 1921, gift med smed Jens Peter Kristensen (tog senere navnet Møller) f. 1840, d. 1925.” – gengivet her med grammatisk fejl og det hele.

Her er der et bedre billede af kanten:

Jeg har strikket en del prøver, og faktisk flere hele sjaler efter det brune bindesjal. Først en lyseblå version, som havde æren af at blive udstillet sammen med originalen i udstillingen “Glimt fra samlingerne”. Det er en serie af udstillinger, som følger efter vores workshops. Sjalsudstillingen er forbi, og i skrivende stund er det museets vanter, der er udstillet (resten af 2022). Jeg har også strikket en brun version af sjalet, med plantefarvet uld – Fenris (450 m / 100 g) ovre fra min anden side, Midgaards Have.

Endelig har jeg strikket sjalet op i Rauma Finull, som egner sig godt da ulden både draperer blødt med også holder på formen, og derfor kan takkerne spændes ud og holde formen. Det med at spænde sjaler ud er en Shetlands-tradition, og mig bekendt har man ikke spændt de midtjyske bindesjaler ud. Deres struktur var ret lukket og fast, for de blev brugt som praktisk overtøj, ikke pyntegenstande.

Min version af sjalet er moderne. Jeg bruger en meget løsere strikkefasthed, så sjalet vil ikke gavne meget som det yderste lag tøj udendørs i hårdt vejr. Indendørs kan det nu sagtens være et “praktisk stykke”, som kan holde kroppen varm og armene fri til arbejde. Det kan også være mere til pynt, især hvis man undlader at sætte bindebånd i. Konstruktionen er også moderne. De midtjyske sjaler blev strikket udefra, så man startede med et stort maskeantal og tog ind, typisk på begge sider af arbejdet og kun med brug af strik 2 sammen. Derefter strikkede man kanten separat og syede den på. Mit sjal er strikket fra nakken ud, og kanten er strikket på, for det synes jeg er nemmere! Her er sjalet i grå Finull:

Astrids butik er webshoppen, hvor jeg fører alle varer, der knytter sig til projektet Retrofutura. Desuden finder man alt hvad der hører til projektet Midgaards Have – plantefarver, garn til farvning, frø. Og derudover et voksende sortiment af andet lækkert garn og strik

Køb mønsteret:

Eller køb som kit:

Udgivet i Skriv en kommentar

Madrigal

Pludselig er 2021 gået. Endnu et nedluknings-år gået, men det har også været et travlt og godt år. For mig var det året, hvor mit mønster, Madrigal, kom med i Pom Pom Quarterly nr 39.

Billede fra Pom Pom Publishing. Model og art director Lydia Morrow, fotografi Theodora van Duin, hår og makeup Kala Williams.

Mønsteret har flere niveauer af gentagelser.

Den umiddelbare gentagelse er farveskiftet på hver pind, hvor man strikker masker skiftevis af den ene og den anden farve.

Men de fire farver bliver også gentaget i samme rækkefølge gennem hele mønsteret, samtidig med at dominansen skifter for hver 9 omgange.

De mange niveauer af gentagelse danner et hele, hvor der ikke er en farve der dominerer over de andre. Derfor navnet Madrigal, som er kormusik hvor stemmerne væver sig ind og og ud af hinanden og skaber et hele.

Farverne, som Pom Pom valgte er meget nutidige, og det var spændende at blive sat på den opgave at strikke prøven op i en helt anden farvekombination end jeg selv ville have valgt. Her er kan man se Pom Poms farvekombination sammen med 3 andre, som jeg har lavet:

Madrigal i 4 forskellige farvekombinationer.

Jeg ser Madrigal mønsteret for mig i klare, kontrastfyldte farvekombinationer, som nok helt ærligt hører hjemme i start-90’erne, det strikkeløse årti. Stemningen i de forskellige farvekombinationer er helt forskellige, men sandheden er, at Madrigal-designet funger i endeløse 4-farvekombinationer.

De 4 farver skal bare have god kontrast mellem sig, og det kommer til at passe hvis man vælger dem i en lys, en mørk, og 2 ind imellem. Ellers kan mønsteret selvfølgelig også strikkes i flere farver, så man kan bruge det garn man har, og lade være med at lade farverne gentage sig.

Selve mønsteret er, uanset farvekombination, en noget ældre historie. Jeg har fået det fra vanter, som en gammel ven af min familie har strikket. Hun er midt i 80’erne nu, og har lavet disse vanter i mange år.

Her er to, som hun lavede til mine børn. Især den lille vante ser jo ud som om den er flere hundrede år gammel. Sådan ser tøj, min søn har brugt i endda kortere tid, altså ud! Der kommer også sand ud af den lille vante hvis man ryster den…

Mine børns vanter.

Småmønstringen i vanterne er en noget overset del af dansk strikketradition, som jeg har skrevet om i Gavstrik 2021, nr. 1 og som jeg vil skrive mere om her på siden en anden gang. Her vil jeg bare give et par eksempler. Det ene er forsiden på Vibeke Linds klassiske bog, Strik med nordisk tradition (1981) viser flere eksempler på småmønstring, både vanten øverst til højre og den sort-hvide hue nederst til højre i billedet.

Forsiden af “Strik med nordisk tradition” af Vibeke Lind.

På Tekstilmuseet i Herning, hvor jeg sidste år afholdt en række workshops om vanter, byder hele samlingen af vanter fra området på småmønstring.

Herunder kan man se et par sort-grønne vanter fra Aulum, strikket af Kirstine Nyholm, som blev født i 1860’erne. Hun blev i 1886 gift med Johannes Nyholm, og parret boede i et “småkårshjem med en lille ager”, som museumsregistreringen fortæller. Der står også at Kirstine Nyholm altid strikkede vanterne på samme måde, og gav dem til “folk og deres børn”. Vanterne er formodentlig strikket i slutningen af det 19. århundrede, og er et smukt eksempel på småmønstring. På et tidspunkt vil jeg strikke mig sådan et par.

Vanter fra Aulum, strikket sådan af Kirstine Nyholm “til folk og deres børn”.

Lise Warburg beskriver i sin bog “Den strikkende Madonna” sin teori om den jyske småmønstring som et levn fra en meget ældre strikketradition, som kunne være tvebinding. I tvebinding falder de meget små gentagelser nemlig naturligt, siger Warburg.

Om vi nogensinde skal få at vide hvilken strikketradition der ligger før de strikkede genstande vi rent faktisk har, det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald ret påfaldende, at alle de vanter der indsamlet omkring Herning har mønstergentagelser hvor der aldrig strikkes mere end 2 masker med en farve. Er det en decideret midtjysk tradition eller en, der har dækket et større område af Danmark? Det ved jeg heller ikke, og det ville kræve et stort og svært studie at finde ud af.

Men tilbage til Madrigal. Jeg elsker selv at have sæt af matchende huer og vanter, og bruger mine matchende sæt meget mere end de løse huer og vanter der ligger i skuffen og ikke lige passer sammen med noget. Derfor har jeg skrevet et mønster til en hue i samme mønstring som vanterne. Småmønstringen fungerer også rigtig godt på en hue. Her er Madrigal huen i blå-gul farvekombination:

Madrigal hue i blå og gul. Model Eva Marie Reng-Andersen, fotografi Maja Theodoraki.

Og se lige sættet i rød-orange

Madrigal hue og vanter, rød-orange farvekombination. Model Karin Tuxen, fotografi Maja Theodoraki.

Madrigal sættet er strikket i Rauma Finull, med en strikkefasthed på 28 m pr. 10 cm i farvestrik. Hvis man har garn – enten Finull eller et andet garn der giver den rigtige strikkefasthed – og bare gerne vil købe mønstrene, så kan huemønsteret findes her og vantemønsteret er i Pom Pom 39, som man finder her (opdatering: copyright er nu gået tilbage til mig, om man kan også finde vantemønsteret her). Er man ude efter et kit i de viste farvesammensætninger, så kan man finde dem her: