Kategori: Baggrund

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Midtjyske sjaler

Tekstilmuseet i Herning – Museum Midtjylland – har en samling af håndstrikkede genstande fra Midtjylland – sjaler, undertøj, hoser (altså det vi ville kalde sokker), stunthoser (fodløse sokker) osv. I min egenskab af museumsformidler på museet har jeg fået lov til at stå for efterhånden flere serier af workshops, hvor jeg sammen med deltagerne undersøger et udvalg af genstandene. Vi analyserer deres konstruktion og strikker efter dem, ofte i flere runder af snak og strik, før vi når til en form for enighed om, hvordan en bestemt genstand er strikket.

Den første serie af workshops handlede om sjaler. Det mest berømte sjal i samlingen er uden tvivl det sjal, som strikdesigneren Åse Lund Jensen, der var meget interesseret i historisk strik, undersøgte og udgav et mønster til under navnet Herningsjal / Kopi af et sjal fra Herning-egnen ca. 1880. For mig har lige netop dette sjal peget mig i retning af historisk strik, så det var spændende at stå med originalen lige pludselig. Den er strikket i flere grønne farver med sort kant:

Og det er svært at se, men sjalets nakke er strikket i et tyndere garn. Det er noget der går igen i flere af de andre bindesjaler, det giver sikkert en bedre pasform:

Museumsregistreringen giver sparsomme oplysninger om det berømte sjal: “Gråt, strikket, med sort bort. Alm. type, der blev brugt i 1880-1890’erne og vel både før og efter den tid. Praktisk stykke. Herning sogn, Hammerum herred. Gave fra fru Jensen, Vestergade 85, Herning. 29/9-1931.” Mere får vi ikke at vide (og jeg synes bestemt det er grønt, ikke gråt. Men “praktisk stykke” er en god formulering).

Åse Lund Jensen døde i 1977, og Marianne Isager overtog hendes virksomhed og mønsterkatalog. Derfor har dette og mange andre af Åse Lund Jensens mønstre levet videre efter hendes død, og for nogle år siden var det meget populært under navnet “Chamomile” med stribet bund, men ellers helt det samme mønster så vidt jeg kan se. Et fint eksempel på videregivelse af strikketradition, synes jeg.

Et andet sjal som fangede mit øje, og som jeg blev helt forelsket i ved første blik, var dette brune bindesjal, som først er kommet ind i museets samling i 2004:

Museumsregistreringen fortæller følgende om det brune sjal: “Bindesjal. Materiale: Brun uld. Bindesjalet er faconstrikket. Har strikket blondekant. Bindebånd i trekantens spids. Har flere stopninger. Giver har arvet det fra hendes bedstemor Karen Marie Møller, f. 1841, d. 1921, gift med smed Jens Peter Kristensen (tog senere navnet Møller) f. 1840, d. 1925.” – gengivet her med grammatisk fejl og det hele.

Her er der et bedre billede af kanten:

Jeg har strikket en del prøver, og faktisk flere hele sjaler efter det brune bindesjal. Først en lyseblå version, som havde æren af at blive udstillet sammen med originalen i udstillingen “Glimt fra samlingerne”. Det er en serie af udstillinger, som følger efter vores workshops. Sjalsudstillingen er forbi, og i skrivende stund er det museets vanter, der er udstillet (resten af 2022). Jeg har også strikket en brun version af sjalet, med plantefarvet uld – Fenris (450 m / 100 g) ovre fra min anden side, Midgaards Have.

Endelig har jeg strikket sjalet op i Rauma Finull, som egner sig godt da ulden både draperer blødt med også holder på formen, og derfor kan takkerne spændes ud og holde formen. Det med at spænde sjaler ud er en Shetlands-tradition, og mig bekendt har man ikke spændt de midtjyske bindesjaler ud. Deres struktur var ret lukket og fast, for de blev brugt som praktisk overtøj, ikke pyntegenstande.

Min version af sjalet er moderne. Jeg bruger en meget løsere strikkefasthed, så sjalet vil ikke gavne meget som det yderste lag tøj udendørs i hårdt vejr. Indendørs kan det nu sagtens være et “praktisk stykke”, som kan holde kroppen varm og armene fri til arbejde. Det kan også være mere til pynt, især hvis man undlader at sætte bindebånd i. Konstruktionen er også moderne. De midtjyske sjaler blev strikket udefra, så man startede med et stort maskeantal og tog ind, typisk på begge sider af arbejdet og kun med brug af strik 2 sammen. Derefter strikkede man kanten separat og syede den på. Mit sjal er strikket fra nakken ud, og kanten er strikket på, for det synes jeg er nemmere! Her er sjalet i grå Finull:

Mønster

Smedekonens sjal strikkemønster
Udgivet i af — Skriv en kommentar

Madrigal

Pludselig er 2021 gået. Endnu et nedluknings-år gået, men det har også været et travlt og godt år. For mig var det året, hvor mit mønster, Madrigal, kom med i Pom Pom Quarterly nr 39.

Billede fra Pom Pom Publishing. Model og art director Lydia Morrow, fotografi Theodora van Duin, hår og makeup Kala Williams.

Mønsteret har flere niveauer af gentagelser.

Den umiddelbare gentagelse er farveskiftet på hver pind, hvor man strikker masker skiftevis af den ene og den anden farve.

Men de fire farver bliver også gentaget i samme rækkefølge gennem hele mønsteret, samtidig med at dominansen skifter for hver 9 omgange.

De mange niveauer af gentagelse danner et hele, hvor der ikke er en farve der dominerer over de andre. Derfor navnet Madrigal, som er kormusik hvor stemmerne væver sig ind og og ud af hinanden og skaber et hele.

Farverne, som Pom Pom valgte er meget nutidige, og det var spændende at blive sat på den opgave at strikke prøven op i en helt anden farvekombination end jeg selv ville have valgt. Her er kan man se Pom Poms farvekombination sammen med 3 andre, som jeg har lavet:

Madrigal i 4 forskellige farvekombinationer.

Jeg ser Madrigal mønsteret for mig i klare, kontrastfyldte farvekombinationer, som nok helt ærligt hører hjemme i start-90’erne, det strikkeløse årti. Stemningen i de forskellige farvekombinationer er helt forskellige, men sandheden er, at Madrigal-designet funger i endeløse 4-farvekombinationer.

De 4 farver skal bare have god kontrast mellem sig, og det kommer til at passe hvis man vælger dem i en lys, en mørk, og 2 ind imellem. Ellers kan mønsteret selvfølgelig også strikkes i flere farver, så man kan bruge det garn man har, og lade være med at lade farverne gentage sig.

Selve mønsteret er, uanset farvekombination, en noget ældre historie. Jeg har fået det fra vanter, som en gammel ven af min familie har strikket. Hun er midt i 80’erne nu, og har lavet disse vanter i mange år.

Her er to, som hun lavede til mine børn. Især den lille vante ser jo ud som om den er flere hundrede år gammel. Sådan ser tøj, min søn har brugt i endda kortere tid, altså ud! Der kommer også sand ud af den lille vante hvis man ryster den…

Mine børns vanter.

Småmønstringen i vanterne er en noget overset del af dansk strikketradition, som jeg har skrevet om i Gavstrik 2021, nr. 1 og som jeg vil skrive mere om her på siden en anden gang. Her vil jeg bare give et par eksempler. Det ene er forsiden på Vibeke Linds klassiske bog, Strik med nordisk tradition (1981) viser flere eksempler på småmønstring, både vanten øverst til højre og den sort-hvide hue nederst til højre i billedet.

Forsiden af “Strik med nordisk tradition” af Vibeke Lind.

På Tekstilmuseet i Herning, hvor jeg sidste år afholdt en række workshops om vanter, byder hele samlingen af vanter fra området på småmønstring.

Herunder kan man se et par sort-grønne vanter fra Aulum, strikket af Kirstine Nyholm, som blev født i 1860’erne. Hun blev i 1886 gift med Johannes Nyholm, og parret boede i et “småkårshjem med en lille ager”, som museumsregistreringen fortæller. Der står også at Kirstine Nyholm altid strikkede vanterne på samme måde, og gav dem til “folk og deres børn”. Vanterne er formodentlig strikket i slutningen af det 19. århundrede, og er et smukt eksempel på småmønstring. På et tidspunkt vil jeg strikke mig sådan et par.

Vanter fra Aulum, strikket sådan af Kirstine Nyholm “til folk og deres børn”.

Lise Warburg beskriver i sin bog “Den strikkende Madonna” sin teori om den jyske småmønstring som et levn fra en meget ældre strikketradition, som kunne være tvebinding. I tvebinding falder de meget små gentagelser nemlig naturligt, siger Warburg.

Om vi nogensinde skal få at vide hvilken strikketradition der ligger før de strikkede genstande vi rent faktisk har, det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald ret påfaldende, at alle de vanter der indsamlet omkring Herning har mønstergentagelser hvor der aldrig strikkes mere end 2 masker med en farve. Er det en decideret midtjysk tradition eller en, der har dækket et større område af Danmark? Det ved jeg heller ikke, og det ville kræve et stort og svært studie at finde ud af.

Men tilbage til Madrigal. Jeg elsker selv at have sæt af matchende huer og vanter, og bruger mine matchende sæt meget mere end de løse huer og vanter der ligger i skuffen og ikke lige passer sammen med noget. Derfor har jeg skrevet et mønster til en hue i samme mønstring som vanterne. Småmønstringen fungerer også rigtig godt på en hue. Her er Madrigal huen i blå-gul farvekombination:

Madrigal hue i blå og gul. Model Eva Marie Reng-Andersen, fotografi Maja Theodoraki.

Og se lige sættet i rød-orange

Madrigal hue og vanter, rød-orange farvekombination. Model Karin Tuxen, fotografi Maja Theodoraki.

Madrigal sættet er strikket i Rauma Finull, med en strikkefasthed på 28 m pr. 10 cm i farvestrik. Hvis man har garn – enten Finull eller et andet garn der giver den rigtige strikkefasthed – og bare gerne vil købe mønstrene, så kan huemønsteret findes her og vantemønsteret er i Pom Pom 39, som man finder her. Er man ude efter et kit i de viste farvesammensætninger, så kan man finde dem her:

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Memory vest

Det er altid lidt festligt at udgive et strikkemønster. Dette her er lidt ekstra festligt, for det er det første jeg udgiver her på siden, og så er det et mønster, som har kørt rundt i mit hovede i længere tid!

For nogle år siden, da jeg boede i Frankrig, besøgte jeg min moster i hendes store hus lidt udenfor Paris. Vi tilbragte jul og nytår sammen, og talte i timevis om alskens ting. Også om min mormor – hendes mor – Judith Harvest.

Judith Harvest har jeg skrevet om før her på siden, og om en lille mønsterstrikket vest hun lavede i første halvdel af 70’erne. Da jeg besøgte min moster den jul for snart en del år siden lod hun mig få den lille vest, som havde ligget på hendes loft i mange år (formodentligt fordi jeg stod der med blanke øjne, hurtig vejrtrækning og udstrakte fingre) og den blev begyndelsen på et meget større projekt. Her er originalen og en lille næsten-kopi jeg har lavet:

Barnevesten fra første halvdel af 70’erne. Judith Harvests original til højre og min mere afdæmpede første version til venstre.

Vesten er interessant fordi den lægger sig imellem flere forskellige strikketraditioner.

Judith tilbragte hele 2. verdenskrig i England, underlagt streng rationering af garn og alt andet tøj. Før krigen, i 20’erne og 30’erne, var Fair Isle strik en kæmpe mode. Den fine Fair Isle strik er meget farverig, men de mange farver bruges på en afstemt måde og i mønstrede bånd, som gentages flere gange.

Krigsstrikken blev i nogle tilfælde ekstremt farverig, og på en måde hvor man i mange tilfælde godt kunne se, at det var drevet af nødvendighed. Set med nutidige øjne er noget af denne strik fantastisk flot, se for eksempel cardiganen nederst i dette indlæg på Susan Crawfords gamle blog. I den gentager de mange farver ikke, men er bundet sammen af, at mønsteret er det samme.

Judith fik aldrig smag for at lade sine garnrester gå til spilde, og der er en hel del strik fra hendes hånd fra 60’erne og 70’erne som består af store dele restegarn, strikket i Fair Isle-agtige mønstre, nogle med klar nordisk mønstertendenser blandet i. Nogle af de små geometriske former i dette mønster har jeg for eksempel set i forskellige norske mønstre.

70’erne bød på en ny strømning indenfor strik – nemlig hønsestrik. Den anarkistiske strikkeform var et opgør med de store kapitalistiske garnfirmaers kontrol over den enkeltes kreativitet, og bød tit på en kaotisk blanding af farver og motiver. Det har helt sikkert ikke været hønsestrikkene intention, men udtrykket er i nogle tilfælde ikke så langt fra den farverigdom der kom ud af anden verdenskrigs garnmangel.

For Judith har hønsestrikkens kreativitet været helt genkendelig, og hun tog elementer af den ind i sin egen strik i 70’erne. Hønsestrikkens politiske element har hun dog helt sikkert forbigået med tavshed.

Den lille vest er i min version blevet mindre kaotisk, for jeg har samlet farverne, så kun en del af farvespektret er til stede. Og så har jeg bestemt mig for at kalde den for Memory vest. Jeg fandt nemlig et billede i et af Judiths albummer, hvor min kusine har den lille vest på. Billedet er taget på en tur til England i 1975 hvor de besøgte den lille by Watlington.

Judith tilbragte det meste af 2. verdenskrig alene i Watlington. Hendes første mand, William Wildman, blev dræbt i 1940, og man kan lige skimte hans navn på mindestenen. På billede nr. 2 sidder min kusine lænet op ad stenen med ordene In Memory, iført den lille vest – her mødes en masse temaer, og det endte med navnet Memory vest.

En side fra Judith Harvests fotoalbum, 1975.

Jeg fik lyst til at lave Memory vesten i voksenstørrelser, så mit mønster findes i 7 størrelser til damer fra XS til 3X, med færdigt brystmål fra 83 til 147 cm. Her har min søster den pink version på, helt klassisk med en hvid skjorte under

Memory vest, den pink version

Som rødhåret greb hun selvfølgelig efter den pink (hvad er det med pink og rødhårede?) selv om jeg havde tænkt mig at hun skulle have den blå på! Men det lykkedes da også at få nogle billeder med den blå, både med hvid skjorte under og i en hverdagsversion med en langærmet t-shirt

Memory vest, den blå version

Memory vesten er strikket i Rauma Finull, som er et fremragende garn til farvestrik. Både fordi det fås i så mange farver, men også fordi det har lidt sammenhængskraft. Vesten er lavet med klippemasker, og når man strikker i Finull er det ikke nødvendigt at forstærke opklipningen. Kombinationen af selve klippemaskerne og den opsamlede kant er stærk og sammenhængende, og render ingen steder.

Jeg har lavet kits til Memory vesten i 3 farvesammensætninger: blå, pink og grøn. Man finder dem på webshoppen:

Det er også muligt at købe mønsteret separat – lige her. Man kan selvfølgelig bruge et andet garn end Rauma Finull. Finull har en løbelængde på 175 m / 50 g, men det vigtigste er selvfølgelig at ramme strikkefastheden, som er 25 m x 27 omg = 10 x 10 cm. Man kan godt erstatte med et garn som er glattere og mindre sammenhængende, men så kan det være en god ide at lægge et par sømme ned igennem klippemaskerne på symaskine inden man klipper!

Udgivet i af — Skriv en kommentar

2-farverib

2-farverib er et klassisk element i Fair Isle farvestrik. Helt basalt er 2-farverib (på engelsk corrugated ribbing) et stykke rib, hvor ret- og vrangmaskerne er strikket i hver deres farve ved at bruge farvestrikning (også kaldet jacquardstrik).

Jeg har ledt i mine forskellige bøger om Shetlandsstrik for at prøve at finde ud af, hvornår 2-farveribben dukker op. Ingen af mine bøger siger dog noget specifikt om lige dette. I Alice Starmores “Book of Fair Isle Knitting” er der et billede af de tidligste kendte farvestrikkede huer, fra omkring 1850. De er dækket af OXO-mønstre, men ingen af dem har 2-farverib.

På det strikke-berømte maleri af Prinsen af Wales (den senere Edvard VIII), malet af John Lander i 1925 har prinsens trøje tydelige kanter af 2-farverib. Den har også OXO-mønstre, så tydelige at man nærmest kan strikke efter dem! Den golfspillende prins skal efter sigende have startet en hel mode ved at vise sig og endda blive malet i dette antræk (før var strikketrøjer fattige arbejdere og fiskeres tøj!) Men mere om det en anden gang – her bruger vi ham bare til at sige, at 2-farveribben tilsyneladende dukker op mellem 1850 og 1925.

Prinsen af Wales, den senere Edvard VIII, i sporty antræk og med sin yndlingshund på armen, John St Helier Lander, Public domain, via Wikimedia Commons

2-farverib er et virkelig pynteligt element, men har desværre hvad vi kunne kalde fundamentale strukturelle problemer. Modsat en rigtig rib, som er strikket i en farve, så er 2-farveribben nemlig slet ikke elastisk. Det kan man komme rundt om ved at:

vælge det samme maskeantal for 2-farveribben som for resten af trøjen.

Det er altså modsat en kombination af almindelig rib og glatstrikning, for eksempel, hvor min tommelfingerregel er:

10% færre masker til rib end til resten af trøjen.

Men et andet, og lidt værre problem med 2-farverib er, at den er strammere end en almindelig opslagning. Hvis man bruger en almindelig opslagning (krydsopslagning), og så strikker 2-farverib, så kommer opslagningen til at stritte ud, og ribben kommer aldrig til at ligge ordentligt flad. Løsningen på dette problem er at bruge en anden opslagning, og her er en gammel norsk opslagning (på engelsk kendt som “old Norwegian” eller “twisted German”) en god løsning.

Selv så jeg første gang denne opslagning da jeg sammen med Gerda, en frivillig som er i 80’erne, lærte flere flokke piger at strikke på Tekstilmuseet. Vi slog maskerne op for dem, for det er jo for meget at kapere, når man først lige skal lære at strikke dem. Da jeg kiggede på Gerdas hænder, kunne jeg bare se, at hendes “almindelige” opslagning var en anden end min! Efterfølgende er jeg kommet frem til, at hendes “almindelige” opslagning er den gamle norske, så den har åbenbart været praktiseret som “almindelig” opslagning her i Midtjylland.

Den gamle norske opslagning kan sagtens bruges der hvor man ellers ville bruge en almindelig opslagning, men den er altså specielt god til begyndelsen på en 2-farverib.

Her viser jeg, hvordan man laver en gammel norsk opslagning:

Til sidst vender jeg de opslåede masker rundt. På den side, som vender væk fra en selv mens man er i gang med at slå op, er der en række bump, som ligner bump af vrangmasker. Før jeg går i gang med at strikke 2-farverib, så vender jeg siden med bumpene fremad, så den bliver retsiden. Og så kommer det til at se sådan her ud:

Her har jeg brugt den allermest enkle 2-farverib til den nederste kant på en vest i mit eget mønster, Folkvang. Den er begyndt med en gammel norsk opslagning i hvid, og man kan lige skimte bumpene.

Mønsteret til Folkvang vesten kommer senere. Vesten på billedet ovenover var min prototype, og var næsten færdig da den kom ud for et uheld. Kort fortalt var vesten i en strikkepose i min bil sammen med en helt fyldt termokande med te, som væltede. Vesten opsugede al teen, og pletten dækker ca. halvdelen af vesten og kan ikke komme af! Så lige nu strikker jeg nogle andre ting, for lige at få katastrofen på afstand… men jeg vender tilbage til den når jeg finder den mentale styrke.

Udgivet i af — Skriv en kommentar

Velkommen til Retrofutura

Retrofutura er en helt nystartet hjemmeside. Lige nu er der selvfølgelig ikke meget at se herinde, men jeg har masser af planer! Jeg hedder Astrid, og har i nogle år drevet Midgaards Have, som handler om plantefarvning. På Midgaards Have beskriver jeg i detaljer mine eksperimenter med forskellige former for plantefarvning, og jeg går også i detaljer med dyrkningen af farveplanter. Det er endt med, at strik og strikdesign ikke er kommet til at fylde så meget som jeg egentlig havde troet, og derfor har jeg valgt at starte denne nye side, som kommer til at fokusere på strik, strik og atter strik! Og lidt andre tekstile discipliner hen ad vejen.

Retrofutura kommer til at handle om at tage fortidens strikdesign frem i lyset, og tage det med ind i nutiden og fremtiden, selvfølgelig. Håndstrikning har aldrig været “fin”, men har været betragtet som huslig syssel for kvinder, det som den norske strikdesigner Annichen Sibbern Bøhn beskrev som “til hygge og nytte” – hun mente det sikkert som noget positivt, men det virker forsmående nu. Håndstrikning har aldrig været kunst, ikke engang kunsthåndværk, i bedste fald husflid. Så det har heller ikke været fint at beskæftige sig med strikningens historie, og dens beskrivelse er derfor både hullet og fyldt med modstridende oplysninger.

Jeg er ikke i tvivl om, at strik er en vigtig del af vores kulturarv. Men fortidens strik er, ud over at være interessant i sig selv, også en fantastisk inspirationskilde. Når vi strikker nu, enten fortidens eller nye designs, så passerer garnet igennem vores fingre i nuet, og bliver en del af den arv vi sender videre ind i fremtiden.