Udgivet i Skriv en kommentar

Midtjyske sjaler

Tekstilmuseet i Herning – Museum Midtjylland – har en samling af håndstrikkede genstande fra Midtjylland – sjaler, undertøj, hoser (altså det vi ville kalde sokker), stunthoser (fodløse sokker) osv. I min egenskab af museumsformidler på museet har jeg fået lov til at stå for efterhånden flere serier af workshops, hvor jeg sammen med deltagerne undersøger et udvalg af genstandene. Vi analyserer deres konstruktion og strikker efter dem, ofte i flere runder af snak og strik, før vi når til en form for enighed om, hvordan en bestemt genstand er strikket.

Den første serie af workshops handlede om sjaler. Det mest berømte sjal i samlingen er uden tvivl det sjal, som strikdesigneren Åse Lund Jensen, der var meget interesseret i historisk strik, undersøgte og udgav et mønster til under navnet Herningsjal / Kopi af et sjal fra Herning-egnen ca. 1880. For mig har lige netop dette sjal peget mig i retning af historisk strik, så det var spændende at stå med originalen lige pludselig. Den er strikket i flere grønne farver med sort kant:

Og det er svært at se, men sjalets nakke er strikket i et tyndere garn. Det er noget der går igen i flere af de andre bindesjaler, det giver sikkert en bedre pasform:

Museumsregistreringen giver sparsomme oplysninger om det berømte sjal: “Gråt, strikket, med sort bort. Alm. type, der blev brugt i 1880-1890’erne og vel både før og efter den tid. Praktisk stykke. Herning sogn, Hammerum herred. Gave fra fru Jensen, Vestergade 85, Herning. 29/9-1931.” Mere får vi ikke at vide (og jeg synes bestemt det er grønt, ikke gråt. Men “praktisk stykke” er en god formulering).

Åse Lund Jensen døde i 1977, og Marianne Isager overtog hendes virksomhed og mønsterkatalog. Derfor har dette og mange andre af Åse Lund Jensens mønstre levet videre efter hendes død, og for nogle år siden var det meget populært under navnet “Chamomile” med stribet bund, men ellers helt det samme mønster så vidt jeg kan se. Et fint eksempel på videregivelse af strikketradition, synes jeg.

Et andet sjal som fangede mit øje, og som jeg blev helt forelsket i ved første blik, var dette brune bindesjal, som først er kommet ind i museets samling i 2004:

Museumsregistreringen fortæller følgende om det brune sjal: “Bindesjal. Materiale: Brun uld. Bindesjalet er faconstrikket. Har strikket blondekant. Bindebånd i trekantens spids. Har flere stopninger. Giver har arvet det fra hendes bedstemor Karen Marie Møller, f. 1841, d. 1921, gift med smed Jens Peter Kristensen (tog senere navnet Møller) f. 1840, d. 1925.” – gengivet her med grammatisk fejl og det hele.

Her er der et bedre billede af kanten:

Jeg har strikket en del prøver, og faktisk flere hele sjaler efter det brune bindesjal. Først en lyseblå version, som havde æren af at blive udstillet sammen med originalen i udstillingen “Glimt fra samlingerne”. Det er en serie af udstillinger, som følger efter vores workshops. Sjalsudstillingen er forbi, og i skrivende stund er det museets vanter, der er udstillet (resten af 2022). Jeg har også strikket en brun version af sjalet, med plantefarvet uld – Fenris (450 m / 100 g) ovre fra min anden side, Midgaards Have.

Endelig har jeg strikket sjalet op i Rauma Finull, som egner sig godt da ulden både draperer blødt med også holder på formen, og derfor kan takkerne spændes ud og holde formen. Det med at spænde sjaler ud er en Shetlands-tradition, og mig bekendt har man ikke spændt de midtjyske bindesjaler ud. Deres struktur var ret lukket og fast, for de blev brugt som praktisk overtøj, ikke pyntegenstande.

Min version af sjalet er moderne. Jeg bruger en meget løsere strikkefasthed, så sjalet vil ikke gavne meget som det yderste lag tøj udendørs i hårdt vejr. Indendørs kan det nu sagtens være et “praktisk stykke”, som kan holde kroppen varm og armene fri til arbejde. Det kan også være mere til pynt, især hvis man undlader at sætte bindebånd i. Konstruktionen er også moderne. De midtjyske sjaler blev strikket udefra, så man startede med et stort maskeantal og tog ind, typisk på begge sider af arbejdet og kun med brug af strik 2 sammen. Derefter strikkede man kanten separat og syede den på. Mit sjal er strikket fra nakken ud, og kanten er strikket på, for det synes jeg er nemmere! Her er sjalet i grå Finull:

Mønster

Udgivet i Skriv en kommentar

Midlertidig opslagning

Midlertidig opslagning er en af de strikketeknikker, jeg bruger rigtig ofte. Det er en opslagning, som man fjerner igen senere, så man får frie masker frem. Jeg kan finde på at lave en midlertidig opslagning inde midt i en glatstrikket sweater, hvis jeg ikke ved endnu hvor lang den skal være. Eller hvis jeg ikke ved om jeg har nok garn. Den er også rigtig god at lave i stedet for en kant eller anden blivende opslagning når man strikker trøjer – både oppefra og nedefra. Man kan nemlig få kanterne til at ligge perfekt i forhold til resten af arbejdet, når man laver dem til sidst. Og hvis alle kanter på et arbejde er slået af med samme metode, så er de jo også helt ens. Ved at bruge midlertidige opslagninger kan man altså hæve sit strik et teknisk niveau.

Der findes flere metoder til midlertidig opslagning, men jeg vil her vise den, jeg synes er nemmest. I denne metode hækler man de midlertidige masker rundt om strikkepinden. Her nedenfor viser jeg både metoden for venstrehåndede (til venstre) og for højrehåndede (til højre). Jeg er selv venstrehåndet, og ved at det ikke nytter noget at se på højrehånds-billeder, som man så lige skal spejle i hovedet samtidig med at man skal lære noget nyt! Højrehåndsbillederne er lavet ved at spejle fotografierne.

Brug et andet garn end det der strikkes i – et glat bomuldsgarn er perfekt. Brug en hæklenål med ca. samme størrelse som strikkepinden. Lav en almindelig begyndelsesløkke til hækling:

Strikkepinden lægges nedenunder hæklenålen så enden der går til garnnøglet hænger ned over strikkepinden:

Garnet vikles nu op på bagsiden af strikkepinden og ind over hæklenålen:

Træk garnet igennem den løkke der allerede var på hæklenålen – du har nu 1 maske på din strikkepind:

Fortsæt på samme måde – for hver maske kommer garnet ned over strikkepindens forside, tilbage over dens underside, over hæklenålen, og træk igennem:

Når du har det ønskede maskeantal klippes garnet over. Arbejdet er nu ens for venstre- og højrehåndede fremefter. Den klippede ende er til højre på dette billede :

Bind det rigtige garn fast i højre side. Jeg binder en helt almindelig knude og strikker så de midlertidige masker:

Senere kommer man så tilbage og fjerner det hvide garn. Knuden bindes op, og man kan sætte maskerne på pinden en for en idet man trevler det hvide af. Her har jeg en kort ende af det lilla garn, men man kan også efterlade en længere ende i begyndelsen, så man har en lille længde garn til at strikke videre med, inden der sættes mere til.

Udgivet i Skriv en kommentar

Skoleopslagning

Skoleopslagning adskiller sig fra en krydsopslagning ved, at man slår masker op til højre for eksisterende masker eller for en startløkke. Jeg har lært denne opslagning at kende under navnet skoleopslagning, men den kan også kaldes strikkeopslagning. “Femina”, som er en husmor-håndbog udgivet i 1951, omtaler strikkeopslagningen som at “strikke de nye masker op”. Det er en fin betegnelse, for det er netop hvad man gør. Femina bruger opslagningen i konstruktionen af et knaphul, men strikkeopslagningen er også nyttig indenfor modulstrikning.

Jeg viser her strikkeopslagning til højre for et stykke der allerede er strikket. Man vender arbejdet som om man skulle til at strikke hen over:

Først strikkes en maske, helt som man plejer:

Venstre pind sættes ind i den strikkede maske bagfra. Man kan også tænke på denne bevægelse som at den strikkede maske sættes drejet tilbage på venstre pind:

Højre pind giver slip, og der er nu slået en maske op:

For at slå flere masker op gentager man, hver gang strikkes der ind i den maske der lige er slået op.

Udgivet i Skriv en kommentar

Splejsning af garn

Denne teknik til skift af garnnøgle gør livet meget lettere, især når man strikker af et tykt garn, hvor indsyede ender kan fylde ganske meget, og sagtens kan ses.

Her har jeg vist hvordan man gør med Rauma Vams, som er et tykt, 2-trådet garn af ren uld. Det filter rigtig godt. Man kan kun bruge splejsning til skift af garnnøgle når man strikker af et garn af ren uld, som filter godt. Det duer altså ikke med superwash eller blandingsgarner.

Her er de to garnender, som jeg gerne vil føje sammen. Det er let at se, at garnet er 2-trådet:

Før jeg splejser enderne sammen fjerner jeg den ene tråd i hver ende, så der er et entrådet overhæng på 2-3 cm. Så bliver sammenføjningen af samme tykkelse som resten af garnet, så den bliver helt usynlig når den er strikket:

Så holder jeg garnenderne på håndfladen:

På dette tidspunkt fugter man de overlappende garnender lidt. Man kan dyppe fingrene i vand, eller man kan lige spytte på dem. Teknikken kaldes også spytsplejsning, og nogle påstår, at enzymerne i spyt ligefrem skulle hjælpe med at føje ulden sammen. Det giver ikke meget mening, for spyt indeholder mig bekendt ikke enzymer, der virker på protein, som uld jo består af. Men spyt er godt hvis man er doven og sidder godt i sin bløde stol lige når man når til enden af nøglet.

Når garnenderne er fugtet lægger man den anden hånd ovenpå og ruller garnenderne med en bevægelse der er vinkelret på garnet. Det må gerne blive varmt mellem håndfladerne, for kombinationen af varme og fugt får filtningen til at ske. Resultatet:

Fibrene er filtet sammen, og de to garnender er splejset sammen. Jeg plejer at give et lille træk for at se, at sammenføjningen er stærk nok. Hvis ikke filter jeg den lidt mere.

Splejsning er en rigtig nyttig teknik, når man strikker af rigtig uld. Jeg forestiller mig, at det er en meget gammel teknik, som går længere tilbage end selve strikketeknikken. Splejsning er nemlig også helt uundværlig til nålbinding, hvor man hele tiden skal sætte nye ender til. Fortidens uldgarn har jo også været noget der filtede godt. Og så har det nok været meget oplagt at splejse enderne, når man selv havde spundet garnet, og derfor tænkte på det som en masse der kunne formes efter behag.

Se mere Rauma Vams?

Udgivet i Skriv en kommentar

Madrigal

Pludselig er 2021 gået. Endnu et nedluknings-år gået, men det har også været et travlt og godt år. For mig var det året, hvor mit mønster, Madrigal, kom med i Pom Pom Quarterly nr 39.

Billede fra Pom Pom Publishing. Model og art director Lydia Morrow, fotografi Theodora van Duin, hår og makeup Kala Williams.

Mønsteret har flere niveauer af gentagelser.

Den umiddelbare gentagelse er farveskiftet på hver pind, hvor man strikker masker skiftevis af den ene og den anden farve.

Men de fire farver bliver også gentaget i samme rækkefølge gennem hele mønsteret, samtidig med at dominansen skifter for hver 9 omgange.

De mange niveauer af gentagelse danner et hele, hvor der ikke er en farve der dominerer over de andre. Derfor navnet Madrigal, som er kormusik hvor stemmerne væver sig ind og og ud af hinanden og skaber et hele.

Farverne, som Pom Pom valgte er meget nutidige, og det var spændende at blive sat på den opgave at strikke prøven op i en helt anden farvekombination end jeg selv ville have valgt. Her er kan man se Pom Poms farvekombination sammen med 3 andre, som jeg har lavet:

Madrigal i 4 forskellige farvekombinationer.

Jeg ser Madrigal mønsteret for mig i klare, kontrastfyldte farvekombinationer, som nok helt ærligt hører hjemme i start-90’erne, det strikkeløse årti. Stemningen i de forskellige farvekombinationer er helt forskellige, men sandheden er, at Madrigal-designet funger i endeløse 4-farvekombinationer.

De 4 farver skal bare have god kontrast mellem sig, og det kommer til at passe hvis man vælger dem i en lys, en mørk, og 2 ind imellem. Ellers kan mønsteret selvfølgelig også strikkes i flere farver, så man kan bruge det garn man har, og lade være med at lade farverne gentage sig.

Selve mønsteret er, uanset farvekombination, en noget ældre historie. Jeg har fået det fra vanter, som en gammel ven af min familie har strikket. Hun er midt i 80’erne nu, og har lavet disse vanter i mange år.

Her er to, som hun lavede til mine børn. Især den lille vante ser jo ud som om den er flere hundrede år gammel. Sådan ser tøj, min søn har brugt i endda kortere tid, altså ud! Der kommer også sand ud af den lille vante hvis man ryster den…

Mine børns vanter.

Småmønstringen i vanterne er en noget overset del af dansk strikketradition, som jeg har skrevet om i Gavstrik 2021, nr. 1 og som jeg vil skrive mere om her på siden en anden gang. Her vil jeg bare give et par eksempler. Det ene er forsiden på Vibeke Linds klassiske bog, Strik med nordisk tradition (1981) viser flere eksempler på småmønstring, både vanten øverst til højre og den sort-hvide hue nederst til højre i billedet.

Forsiden af “Strik med nordisk tradition” af Vibeke Lind.

På Tekstilmuseet i Herning, hvor jeg sidste år afholdt en række workshops om vanter, byder hele samlingen af vanter fra området på småmønstring.

Herunder kan man se et par sort-grønne vanter fra Aulum, strikket af Kirstine Nyholm, som blev født i 1860’erne. Hun blev i 1886 gift med Johannes Nyholm, og parret boede i et “småkårshjem med en lille ager”, som museumsregistreringen fortæller. Der står også at Kirstine Nyholm altid strikkede vanterne på samme måde, og gav dem til “folk og deres børn”. Vanterne er formodentlig strikket i slutningen af det 19. århundrede, og er et smukt eksempel på småmønstring. På et tidspunkt vil jeg strikke mig sådan et par.

Vanter fra Aulum, strikket sådan af Kirstine Nyholm “til folk og deres børn”.

Lise Warburg beskriver i sin bog “Den strikkende Madonna” sin teori om den jyske småmønstring som et levn fra en meget ældre strikketradition, som kunne være tvebinding. I tvebinding falder de meget små gentagelser nemlig naturligt, siger Warburg.

Om vi nogensinde skal få at vide hvilken strikketradition der ligger før de strikkede genstande vi rent faktisk har, det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald ret påfaldende, at alle de vanter der indsamlet omkring Herning har mønstergentagelser hvor der aldrig strikkes mere end 2 masker med en farve. Er det en decideret midtjysk tradition eller en, der har dækket et større område af Danmark? Det ved jeg heller ikke, og det ville kræve et stort og svært studie at finde ud af.

Men tilbage til Madrigal. Jeg elsker selv at have sæt af matchende huer og vanter, og bruger mine matchende sæt meget mere end de løse huer og vanter der ligger i skuffen og ikke lige passer sammen med noget. Derfor har jeg skrevet et mønster til en hue i samme mønstring som vanterne. Småmønstringen fungerer også rigtig godt på en hue. Her er Madrigal huen i blå-gul farvekombination:

Madrigal hue i blå og gul. Model Eva Marie Reng-Andersen, fotografi Maja Theodoraki.

Og se lige sættet i rød-orange

Madrigal hue og vanter, rød-orange farvekombination. Model Karin Tuxen, fotografi Maja Theodoraki.

Madrigal sættet er strikket i Rauma Finull, med en strikkefasthed på 28 m pr. 10 cm i farvestrik. Hvis man har garn – enten Finull eller et andet garn der giver den rigtige strikkefasthed – og bare gerne vil købe mønstrene, så kan huemønsteret findes her og vantemønsteret er i Pom Pom 39, som man finder her. Er man ude efter et kit i de viste farvesammensætninger, så kan man finde dem her:

Udgivet i Skriv en kommentar

AC-udtagning

Denne udtagning bruges i mit mønster Madrigal, men vil også være nyttig i anden farvestrik hvor den kan passes ind. Jeg har kaldt den en AC-udtagning fordi mønsterfarverne i Madrigal-mønsteret hedder A, B, C og D, og det er A og C der er i brug på udtagningsrunden. A er marineblå og C er pink, og der strikkes med C som dominant.

AC-udtagningen laves ved at strikke 2 masker i en, først med den ikke-dominante farve A (billede 1), så med den dominante farve C (billede 2).

Her er der strikket AC-udtagninger i de to sidste masker på pinden:

Når man kommer til maskerne på næste runde, så strikker man dem bare enkeltvis i den rækkefølge man kommer til dem. Udtagningen bliver ganske svær at få øje på, på billedet herunder peger pilene på et par AC-udtagninger

Udgivet i Skriv en kommentar

Memory vest

Det er altid lidt festligt at udgive et strikkemønster. Dette her er lidt ekstra festligt, for det er det første jeg udgiver her på siden, og så er det et mønster, som har kørt rundt i mit hovede i længere tid!

For nogle år siden, da jeg boede i Frankrig, besøgte jeg min moster i hendes store hus lidt udenfor Paris. Vi tilbragte jul og nytår sammen, og talte i timevis om alskens ting. Også om min mormor – hendes mor – Judith Harvest.

Judith Harvest har jeg skrevet om før her på siden, og om en lille mønsterstrikket vest hun lavede i første halvdel af 70’erne. Da jeg besøgte min moster den jul for snart en del år siden lod hun mig få den lille vest, som havde ligget på hendes loft i mange år (formodentligt fordi jeg stod der med blanke øjne, hurtig vejrtrækning og udstrakte fingre) og den blev begyndelsen på et meget større projekt. Her er originalen og en lille næsten-kopi jeg har lavet:

Barnevesten fra første halvdel af 70’erne. Judith Harvests original til højre og min mere afdæmpede første version til venstre.

Vesten er interessant fordi den lægger sig imellem flere forskellige strikketraditioner.

Judith tilbragte hele 2. verdenskrig i England, underlagt streng rationering af garn og alt andet tøj. Før krigen, i 20’erne og 30’erne, var Fair Isle strik en kæmpe mode. Den fine Fair Isle strik er meget farverig, men de mange farver bruges på en afstemt måde og i mønstrede bånd, som gentages flere gange.

Krigsstrikken blev i nogle tilfælde ekstremt farverig, og på en måde hvor man i mange tilfælde godt kunne se, at det var drevet af nødvendighed. Set med nutidige øjne er noget af denne strik fantastisk flot, se for eksempel cardiganen nederst i dette indlæg på Susan Crawfords gamle blog. I den gentager de mange farver ikke, men er bundet sammen af, at mønsteret er det samme.

Judith fik aldrig smag for at lade sine garnrester gå til spilde, og der er en hel del strik fra hendes hånd fra 60’erne og 70’erne som består af store dele restegarn, strikket i Fair Isle-agtige mønstre, nogle med klar nordisk mønstertendenser blandet i. Nogle af de små geometriske former i dette mønster har jeg for eksempel set i forskellige norske mønstre.

70’erne bød på en ny strømning indenfor strik – nemlig hønsestrik. Den anarkistiske strikkeform var et opgør med de store kapitalistiske garnfirmaers kontrol over den enkeltes kreativitet, og bød tit på en kaotisk blanding af farver og motiver. Det har helt sikkert ikke været hønsestrikkene intention, men udtrykket er i nogle tilfælde ikke så langt fra den farverigdom der kom ud af anden verdenskrigs garnmangel.

For Judith har hønsestrikkens kreativitet været helt genkendelig, og hun tog elementer af den ind i sin egen strik i 70’erne. Hønsestrikkens politiske element har hun dog helt sikkert forbigået med tavshed.

Den lille vest er i min version blevet mindre kaotisk, for jeg har samlet farverne, så kun en del af farvespektret er til stede. Og så har jeg bestemt mig for at kalde den for Memory vest. Jeg fandt nemlig et billede i et af Judiths albummer, hvor min kusine har den lille vest på. Billedet er taget på en tur til England i 1975 hvor de besøgte den lille by Watlington.

Judith tilbragte det meste af 2. verdenskrig alene i Watlington. Hendes første mand, William Wildman, blev dræbt i 1940, og man kan lige skimte hans navn på mindestenen. På billede nr. 2 sidder min kusine lænet op ad stenen med ordene In Memory, iført den lille vest – her mødes en masse temaer, og det endte med navnet Memory vest.

En side fra Judith Harvests fotoalbum, 1975.

Jeg fik lyst til at lave Memory vesten i voksenstørrelser, så mit mønster findes i 7 størrelser til damer fra XS til 3X, med færdigt brystmål fra 83 til 147 cm. Her har min søster den pink version på, helt klassisk med en hvid skjorte under

Memory vest, den pink version

Som rødhåret greb hun selvfølgelig efter den pink (hvad er det med pink og rødhårede?) selv om jeg havde tænkt mig at hun skulle have den blå på! Men det lykkedes da også at få nogle billeder med den blå, både med hvid skjorte under og i en hverdagsversion med en langærmet t-shirt

Memory vest, den blå version

Memory vesten er strikket i Rauma Finull, som er et fremragende garn til farvestrik. Både fordi det fås i så mange farver, men også fordi det har lidt sammenhængskraft. Vesten er lavet med klippemasker, og når man strikker i Finull er det ikke nødvendigt at forstærke opklipningen. Kombinationen af selve klippemaskerne og den opsamlede kant er stærk og sammenhængende, og render ingen steder.

Jeg har lavet kits til Memory vesten i 3 farvesammensætninger: blå, pink og grøn. Man finder dem på webshoppen:

Det er også muligt at købe mønsteret separat – lige her. Man kan selvfølgelig bruge et andet garn end Rauma Finull. Finull har en løbelængde på 175 m / 50 g, men det vigtigste er selvfølgelig at ramme strikkefastheden, som er 25 m x 27 omg = 10 x 10 cm. Man kan godt erstatte med et garn som er glattere og mindre sammenhængende, men så kan det være en god ide at lægge et par sømme ned igennem klippemaskerne på symaskine inden man klipper!

Udgivet i 1 kommentar

Memory vest & 3-pindeaflukning

Jeg har i lang tid arbejdet på at lave en moderne version af en lille barnevest, min mormor lavede engang i den første halvdel af 70’erne.

Min mormor, født som Judith Harvest i Aalborg i 1908, er på mange måder min indgang til historisk strik. Selv om hun døde da jeg var helt lille, så er jeg vokset op med hendes strik. Og så har min mor selvfølgelig lært mig alt det indenfor strik, som min hendes mor lærte hende. Jeg er i gang med at grave i hendes strik og hendes historie, så jeg kan godt love, at det ikke er sidste gang hun bliver nævnt her på siden.

Den lille vest har jeg faktisk lavet flere versioner af, den første i 2014, hvor dette billede er taget:

Barnevesten fra første halvdel af 70’erne. Judith Harvests original til højre og min mere afdæmpede første version til venstre.

Nu er jeg vendt tilbage til mine noter, og arbejder vesten igennem så det kan blive til et rigtigt mønster. Jeg har tænkt mig at udgive det som “Memory Vest”, og denne gang laver jeg det til et voksenmønster.

Originalens farver er både krasse og ukoordinerede, og det er ikke nogen kritik. Tværtimod, så viser de at min mormor sikkert bare greb ned i restekurven og strikkede med det der kom op – sådan næsten… Mønstermæssigt planlagde hun ikke på forhånd. Prøv at se det store rød-gule mønsterbånd på den øverste del af originalen. Det er ikke centreret om V-udskæringen, sådan går det når man bare strikker derudaf. Hun har nok tænkt, at det var fint nok.

Min første voksenversion har jeg holdt i kolde aqua farver og med lysegrå baggrund, og jeg strikker i Rauma Finull

Og så når jeg endelig frem til det, jeg egentlig ville vise i dette indlæg, nemlig hvordan jeg lukker skuldersømmene med en 3-pindeaflukning. Det er dybest set bare en variant af den almindelige aflukning – den hvor man strikker 2 masker og løfter den første over den sidste, strikker en, løfter over osv.

I 3-pindeaflukningen strikker man 2 masker sammen fra 2 pinde hver gang man i en almindelig aflukning bare strikker en. På den måde kan man med en 3-pindeaflukning strikke to stykker sammen så det bliver stærkt og en lille smule elastisk, perfekt til en skuldersøm.

Når hele kroppen er strikket færdig vender jeg strikketøjet med vrangen ud. Her holder jeg maskerne til en af skuldrene, maskerne fra for og bag er på hver deres pind (eller her, hver sin ende af en rundpind)

Nu tager man en trejde pind og sætter ind gennem en maske fra hver af de to pinde – altså forreste maske på den forreste pind og forreste maske på den bagerste pind

Og strikker de to masker sammen med en retmaske

Det gentages for de næste to masker, så man nu har to sammenstrikkede masker på pinden

Ligesom i en almindelig aflukning, så løfter man nu den bagerste (først strikkede) maske over den forreste

En maske er nu slået af. Så strikker man de to næste sammen

Og løft den forrige maske over. Man bliver nu bare ved med at strikke to sammen og løfte den forrige over, indtil der ikke er flere masker

Så brydes garnet, enden trækkes igennem og aflukningen er færdig.

I min blåmønstrede Memory Vest var det tilfældigvis ensfarvede masker, der skulle lukkes af til skuldersømme. Hvis det er farvestrikkede pinde, der skal lukkes af, så bruger jeg de to farver. Jeg holder dem bare ligesom når jeg strikker farvestrik, så jeg kan lukke de parvise masker af med samme farve som de er strikket i. Garnet der bruges til 3-pindeaflukningen kan man nemlig godt se en lille smule på forsiden.

Udgivet i Skriv en kommentar

2-farverib

2-farverib er et klassisk element i Fair Isle farvestrik. Helt basalt er 2-farverib (på engelsk corrugated ribbing) et stykke rib, hvor ret- og vrangmaskerne er strikket i hver deres farve ved at bruge farvestrikning (også kaldet jacquardstrik).

Jeg har ledt i mine forskellige bøger om Shetlandsstrik for at prøve at finde ud af, hvornår 2-farveribben dukker op. Ingen af mine bøger siger dog noget specifikt om lige dette. I Alice Starmores “Book of Fair Isle Knitting” er der et billede af de tidligste kendte farvestrikkede huer, fra omkring 1850. De er dækket af OXO-mønstre, men ingen af dem har 2-farverib.

På det strikke-berømte maleri af Prinsen af Wales (den senere Edvard VIII), malet af John Lander i 1925 har prinsens trøje tydelige kanter af 2-farverib. Den har også OXO-mønstre, så tydelige at man nærmest kan strikke efter dem! Den golfspillende prins skal efter sigende have startet en hel mode ved at vise sig og endda blive malet i dette antræk (før var strikketrøjer fattige arbejdere og fiskeres tøj!) Men mere om det en anden gang – her bruger vi ham bare til at sige, at 2-farveribben tilsyneladende dukker op mellem 1850 og 1925.

Prinsen af Wales, den senere Edvard VIII, i sporty antræk og med sin yndlingshund på armen, John St Helier Lander, Public domain, via Wikimedia Commons

2-farverib er et virkelig pynteligt element, men har desværre hvad vi kunne kalde fundamentale strukturelle problemer. Modsat en rigtig rib, som er strikket i en farve, så er 2-farveribben nemlig slet ikke elastisk. Det kan man komme rundt om ved at:

vælge det samme maskeantal for 2-farveribben som for resten af trøjen.

Det er altså modsat en kombination af almindelig rib og glatstrikning, for eksempel, hvor min tommelfingerregel er:

10% færre masker til rib end til resten af trøjen.

Men et andet, og lidt værre problem med 2-farverib er, at den er strammere end en almindelig opslagning. Hvis man bruger en almindelig opslagning (krydsopslagning), og så strikker 2-farverib, så kommer opslagningen til at stritte ud, og ribben kommer aldrig til at ligge ordentligt flad. Løsningen på dette problem er at bruge en anden opslagning, og her er en gammel norsk opslagning (på engelsk kendt som “old Norwegian” eller “twisted German”) en god løsning.

Selv så jeg første gang denne opslagning da jeg sammen med Gerda, en frivillig som er i 80’erne, lærte flere flokke piger at strikke på Tekstilmuseet. Vi slog maskerne op for dem, for det er jo for meget at kapere, når man først lige skal lære at strikke dem. Da jeg kiggede på Gerdas hænder, kunne jeg bare se, at hendes “almindelige” opslagning var en anden end min! Efterfølgende er jeg kommet frem til, at hendes “almindelige” opslagning er den gamle norske, så den har åbenbart været praktiseret som “almindelig” opslagning her i Midtjylland.

Den gamle norske opslagning kan sagtens bruges der hvor man ellers ville bruge en almindelig opslagning, men den er altså specielt god til begyndelsen på en 2-farverib.

Her viser jeg, hvordan man laver en gammel norsk opslagning:

Til sidst vender jeg de opslåede masker rundt. På den side, som vender væk fra en selv mens man er i gang med at slå op, er der en række bump, som ligner bump af vrangmasker. Før jeg går i gang med at strikke 2-farverib, så vender jeg siden med bumpene fremad, så den bliver retsiden. Og så kommer det til at se sådan her ud:

Her har jeg brugt den allermest enkle 2-farverib til den nederste kant på en vest i mit eget mønster, Folkvang. Den er begyndt med en gammel norsk opslagning i hvid, og man kan lige skimte bumpene.

Mønsteret til Folkvang vesten kommer senere. Vesten på billedet ovenover var min prototype, og var næsten færdig da den kom ud for et uheld. Kort fortalt var vesten i en strikkepose i min bil sammen med en helt fyldt termokande med te, som væltede. Vesten opsugede al teen, og pletten dækker ca. halvdelen af vesten og kan ikke komme af! Så lige nu strikker jeg nogle andre ting, for lige at få katastrofen på afstand… men jeg vender tilbage til den når jeg finder den mentale styrke.

Udgivet i Skriv en kommentar

Begyndelsen på klippemaskerne

Klippemasker (eller det, som på engelsk kaldes en steek) er efter min mening helt uundværlige til farvestrikning (også kaldet jacquardstrik eller Fair Isle). Med klippemasker kan man strikke en hel vest, trøje eller cardigan rundt, og så klippe op til sidst. Man slipper for at strikke frem og tilbage, og det er en kæmpe gevinst. Det er ikke spor let at strikke farvestrikning fra vrangen, faktisk er det nærmest den eneste strikketeknik jeg selv undgår, for jeg kan ikke få det til at blive pænt!

Nogle er bange for at klippe deres strik op. Jeg elsker det! Det er ikke spor farligt, for når man bare bruger den rigtige type garn er der ikke nogen risiko for, at maskerne skrider.

Med den rigtige type mener jeg et Shetlandsgarn eller Rauma Finull, eller Retrofuturas egen 2-trådede lammeuld: garntyper med lidt modhager, som danner en sammenhængende struktur. Vil man alligevel klippe op i en egentlig uegnet garntype, så kan man dog bare sy to sømme på langs igennem klippemaskerne med symaskine og klippe imellem sømmene – så holder de fast på de opklippede ender, og det skrider heller ingen steder.

Her viser jeg, hvordan man slår op til klippemasker men en 2-farvet løkkeopslagning. Billederne her har jeg taget mens jeg strikkede en Folkvang vest (mønster kommer senere) hvor jeg først har strikket kroppen nedefra. Her har jeg gemt nogle masker under armen, og er klar til at slå klippemaskerne op:

Først slår jeg en sort maske op – det er ikke så vigtigt hvilken farve man starter med, jeg valgte den sorte for at få løkken på bagsiden så kort som muligt:

Så tager jeg det hvide garn hen over det sorte og slår en hvid maske op:

Tager igen det sorte garn hen over det hvide og slår en sort maske op:

Det hvide hen over det sorte og slår en hvid maske op:

Og så videre! Garnerne snos altså for hver maske, der slås op, og det stabiliserer den nederste kant. Her har jeg slået 8 klippemasker op, det er det antal jeg plejer at bruge:

Jeg plejer at sætte et par markører rundt om klippemaskerne. Ellers kan man godt blive forvirret over de mange farveskift senere, især hvis man skal lave indtagninger på hver side af klippemaskerne når man strikker videre: