Udgivet i Skriv en kommentar

Vil du teststrikke for mig?

Har du lyst til at blive teststrikker? Jeg har mange nye strikkemønstre undervejs hele tiden, og arbejdet fra ide til færdigt mønster er faktisk langt og svært – og ikke et man kan klare selv!

Derfor søger jeg altid teststrikkere, der har lyst til at hjælpe mig.

Hver designer har nok sin proces. Her vil jeg kort fortælle hvad min er.

Mine design starter typisk med, at jeg arbejder med en ide inde i hovedet. Nogle gange kommer den fra en historisk strikket genstand eller et gammelt fotografi. Andre gange måske direkte fra garn, jeg har farvet eller fået fat på.

I alle tilfælde, så arbejder jeg fysisk med mine ideer. Jeg tegner ikke til at begynde med, det kan jeg ikke og det gider jeg ikke, for det inspirer mig ikke. Jeg strikker, for det er jo det jeg kan lide! Jeg strikker det, jeg ser i hovedet. Og så regner jeg det hele ud i et regneark undervejs. I den fase tegner jeg også nogle gange, men mest for at hjælpe med udregningerne.

Når jeg har lavet en ny model færdig går jeg tit med den for at se hvordan designet passer på kroppen. Nogle gange strikker jeg 2 eller 3 versioner af et design før jeg er færdig med at regne. Fordi jeg ofte starter med at strikke i min egen størrelse, som er L eller XL, så er det den størrelse der er oprindelsen for designet. De mindre og større størrelser er altså regnet ud efterfølgende, og jeg tænker mig at det er en god ting at jeg selv er lige midt i størrelserne, så der ikke er så “langt” til de mindre og større størrelser – frem for designere som selv bruger S eller XS (hvilket altså svarer til et 9-10 års barn) og derfor automatisk tænker uden så meget krop!

Når jeg har skrevet et mønster færdigt på engelsk sender jeg det til min redaktør. Hun regner det hele igennem på sin måde, påpeger misforhold og fejl og giver sproglige rettelser. Når jeg får det tilbage, så laver jeg en oversættelse til dansk. Min danske korrekturlæser arbejder sig igennem det danske mønster for at sikre, at sproget er korrekt, alle forkortelser er defineret osv. Hun fjerner nogle af mine tilfældigt dryssede kommaer og sætter nogle andre.

Når mønsteret når dertil er 99% af problemerne fjernet, men det er kun blevet strikket af mig. Det er her teststrikkere kommer ind i billedet.

Som teststrikker strikker du rent faktisk mønsteret, og derfor kan du fange det hvis noget er uklart beskrevet eller – mod forventning – helt forkert.

Jeg beder mine teststrikkere om at være ekstra opmærksomme når de læser og strikker, og så beder jeg om feedback typisk ugentligt samt ved testens slutning. Det er generelt om hvordan mønsteret er skrevet, samt specifikke spørgsmål om strikkefasthed og garnforbrug.

Mine test er normalt ikke hemmelige, så man må gerne dele billeder på sociale medier undervejs og når man er færdig med at strikke. Når det er en trøje eller andet som skal passe på en krop er jeg meget interesseret i at se billeder hvor det færdige strik bæres, for det viser mig selvfølgelig hvordan designet passer på rigtige kroppe.

Jeg kan ikke betale mine teststrikkere, men mange tidligere teststrikkere fortæller, at de synes det er sjovt at være med i processen. Derudover kan jeg lokke med 10% rabat på garnet til testen når man køber det hos mig i Astrids butik og ved afsluttet test et gratis elektronisk mønster, som man selv vælger blandt mine udgivne mønstre.

Har du lyst til at få besked næste gang jeg har brug for teststrikkere? Så skriv dig på min liste herunder. Jeg sender kun mail på denne liste når jeg har brug for testere:

Subscribe

* indicates required

Intuit Mailchimp