Har du lyst til at blive teststrikker? Jeg har mange nye strikkemønstre undervejs hele tiden, og arbejdet fra ide til færdigt mønster er faktisk langt og svært – og ikke et man kan klare selv!
Derfor søger jeg altid teststrikkere, der har lyst til at hjælpe mig.
Hver designer har nok sin proces. Her vil jeg kort fortælle hvad min er.
Mine design starter typisk med, at jeg arbejder med en ide inde i hovedet. Nogle gange kommer den fra en historisk strikket genstand eller et gammelt fotografi. Andre gange måske direkte fra garn, jeg har farvet eller fået fat på.
I alle tilfælde, så arbejder jeg fysisk med mine ideer. Jeg tegner ikke til at begynde med, det kan jeg ikke og det gider jeg ikke, for det inspirer mig ikke. Jeg strikker, for det er jo det jeg kan lide! Jeg strikker det, jeg ser i hovedet. Og så regner jeg det hele ud i et regneark undervejs. I den fase tegner jeg også nogle gange, men mest for at hjælpe med udregningerne.
Når jeg har lavet en ny model færdig går jeg tit med den for at se hvordan designet passer på kroppen. Nogle gange strikker jeg 2 eller 3 versioner af et design før jeg er færdig med at regne. Fordi jeg ofte starter med at strikke i min egen størrelse, som er L eller XL, så er det den størrelse der er oprindelsen for designet. De mindre og større størrelser er altså regnet ud efterfølgende, og jeg tænker mig at det er en god ting at jeg selv er lige midt i størrelserne, så der ikke er så “langt” til de mindre og større størrelser – frem for designere som selv bruger S eller XS (hvilket altså svarer til et 9-10 års barn) og derfor automatisk tænker uden så meget krop!
Når jeg har skrevet et mønster færdigt på engelsk sender jeg det til min redaktør. Hun regner det hele igennem på sin måde, påpeger misforhold og fejl og giver sproglige rettelser. Når jeg får det tilbage, så laver jeg en oversættelse til dansk. Min danske korrekturlæser arbejder sig igennem det danske mønster for at sikre, at sproget er korrekt, alle forkortelser er defineret osv. Hun fjerner nogle af mine tilfældigt dryssede kommaer og sætter nogle andre.
Når mønsteret når dertil er 99% af problemerne fjernet, men det er kun blevet strikket af mig. Det er her teststrikkere kommer ind i billedet.
Som teststrikker strikker du rent faktisk mønsteret, og derfor kan du fange det hvis noget er uklart beskrevet eller – mod forventning – helt forkert.
Jeg beder mine teststrikkere om at være ekstra opmærksomme når de læser og strikker, og så beder jeg om feedback typisk ugentligt samt ved testens slutning. Det er generelt om hvordan mønsteret er skrevet, samt specifikke spørgsmål om strikkefasthed og garnforbrug.
Mine test er normalt ikke hemmelige, så man må gerne dele billeder på sociale medier undervejs og når man er færdig med at strikke. Når det er en trøje eller andet som skal passe på en krop er jeg meget interesseret i at se billeder hvor det færdige strik bæres, for det viser mig selvfølgelig hvordan designet passer på rigtige kroppe.
Jeg kan ikke betale mine teststrikkere, men mange tidligere teststrikkere fortæller, at de synes det er sjovt at være med i processen. Derudover kan jeg lokke med 10% rabat på garnet til testen når man køber det hos mig i Astrids butik og ved afsluttet test et gratis elektronisk mønster, som man selv vælger blandt mine udgivne mønstre.
Har du lyst til at få besked næste gang jeg har brug for teststrikkere? Så skriv dig på min liste herunder. Jeg sender kun mail på denne liste når jeg har brug for testere:
Genskrevet er et projekt, som komponist og folkemusiker Maja Kjær Jacobsen og jeg – Astrid Colding Sivertsen – har arbejdet sammen på i længere tid efterhånden. Maja ledte efter en strikkedesigner med interesse i at skabe nyt ud fra det gamle, og det er jo netop præmissen for hele mit projekt, Retrofutura. Maja og jeg har efterhånden arbejdet sammen på projektet Genskrevet i længere tid, og Maja har for længe siden skrevet om det på sin hjemmeside. Jeg har dog endnu ikke skrevet om det med mine egne ord, så det fik jeg lyst til langt om længe at gøre her.
Genskrevet er et projekt, der foregår i krydsfeltet mellem folkemusik og strik. Overordnet er vi interesserede i kulturel videregivelse – både i fortid og nutid. Fortidens folkemusikere og strikkere har hentet deres inspiration ret lokalt. Musikere kunne lære melodier af andre musikere, eller måske kopiere melodier, de bare hørte spillet. Strikkemønstre blev givet videre i prøveremser, men også ved at man bare kopierede mønstre, man så. Både mønstre og melodier vandrede, ofte langsomt, givet videre både aktivt og passivt så de muterede og forandrede sig lige så stille under vandringen.
Nu er vi bombarderet af indtryk konstant. Alt kan flytte sig over store afstande ekstremt hurtigt, og det er helt overflødigt at forklare hvordan det sker gennem massemedier, sociale medier osv. Vi er alle udsat for en strøm af input. Derfor har vi i Genskrevet-projektet sat fokus på at hente inspirationen fra det nære og gamle, og omsætte det til ny musik og strik.
Det lyder måske lidt diffust, så for at blive så konkrete som muligt valgte vi et enkelt fotografi som udgangspunkt. Det er et portræt af Roland Peter Andresen, som er taget i 1895. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen var på flere lange rejser (primært til fods) rundt i Jylland, hvor han indsamlede fortællinger og viser. På sin rejse i 1895 havde Tang Kristensen fotografen Peter Olsen med, og Olsen klarede den lange rejse med en tung rygsæk med fotografiske glasplader. Portrætterne viser de fattige fortællere i hverdagstøjet, i mange tilfælde med noget arbejde, f. eks. et strikketøj, i hænderne. Billedserien er speciel og interessant, da man på den tid ellers altid skiftede til fint tøj hvis der skulle tages et fotografi. Nogle af fortællerne prøvede faktisk at komme til at skifte, men de fik ikke lov til det.
Roland Peter Andresen boede på Slotved Fattiggård i Vendsyssel. Han blev født i 1819 i Nibe som søn af omrejsende “kæltringer” eller “natmandsfolk”. Kort efter blev hans forældre anholdt, og han blev “opfødt på sognet” som Evald Tang Kristensen skriver, altså opfostret på kommunens regning. Han blev karl på godset Baggesvogn, og der arbejdede der også en gammel møllersvend, Søren. Han lærte Roland en masse historier. Senere blev Roland gift og fik 12 børn, men kun de 5 overlevede. Som gammel kunne han ikke længere klare sig selv, og kom derfor på fattiggården. Det var der, Evald Tang Kristensen besøgte ham og indsamlede hans fortællinger.
Billedet af Roland findes i Folkemindesamlingen på det Kgl. Bibliotek, men er også udgivet, f. eks. i bogen “Gamle kildevæld”.
Venstre: Maja på det Kgl. Bibliotek, på fotografiet står der med håndskrift Roland Peder Andresen, Sindal, natmand. Højre: min første strikkeprøve på mønsteret fra Rolands trøje, prøven ligger ovenpå relevante opslag i nogle af mine bøger.
Men det der – selvfølgelig – fanger mit øje er Rolands trøje. Den er af en type som vi nu ville kalde en islænder. Tofarvede strikkede trøjer som Rolands blev brugt i hele Skandinavien, mest af mænd, og som hverdagstøj/arbejdstøj for samfundets fattigste. Rolands trøje ser ud til at være klippet op foran, og knapbånd af linned syet på.
Herunder vil jeg fortælle mere om trøjetypen, og en anden dag vil jeg skrive mere om hvordan Maja og jeg har arbejdet med trøjens mønster i form af strik og folkemusik.
Islænderen har sin oprindelse på Færøerne, og navnet “islænder” betyder måske bare “fra en ø” uden at hentyde til en bestemt af slagsen. Eller også – som foreslået her – fik trøjerne navnet, fordi de blev transporteret over Island inden de blev solgt i Danmark. Færøerne (eller Fåreøerne, som de oprindeligt hed) havde i flere hundrede år uld og strikvarer som deres vigtigste handelsvare.
Strikning kom til Færøerne i 1500-tallet, og man gav sig til at producere hoser. Det blev Færøernes første store eksportvare, og omkring 1770 blev der solgt over 100.000 par hoser om året, svarende til 98 % af Færøernes eksport . Men gennem 1700-tallet faldt produktionen af hoser, og man gav sig til at strikke trøjer i stedet. Hvornår mønsterstrik på de Færøske trøjer begyndte vides ikke, men det var almindeligt med mønstrede trøjer i slutningen af 1700-tallet. Det fortæller Svanhild Strøm og Marjun Biskopstø i “Færøsk strikkebog” .
Importen af trøjer fra Færøerne til Danmark blev styret af et handelsselskab, der var drevet af den danske stat. Åbenbart faldt kvaliteten af trøjerne, for i 1833 gav handelsselskabet en instruks, der definerede hvordan trøjerne skulle være. Den er gengivet i den vidunderlige bog “Koftearven” af Annemor Sundbø, og er forfattet i et virkelig støvet kancellisprog. Men det man kan læse ud af forskriften er, at mønstrene kunne vælges efter behag, men at flotteringerne på bagsiden ikke måtte gå over mere end 4 masker. Forskriften siger ikke noget om den lyse bundfarve, men siger meget præcist at den mørke mønsterfarve skal være farvet med korkje, altså en rød farve, man udvandt af lav, der vokser på klipper – Ochrolechia tartarea – og jo mørkere farve, jo bedre. Kun i egne hvor korkje ikke voksede måtte man bruge sort uld i hver anden mønstergentagelse, men ikke grå.
I Danmark er det ikke nogen let opgave at finde bevarede trøjer af islænder-typen. Det skyldes sandsynligvis, at næsten ingen trøjer er bevaret. Det er noget man støder på igen og igen, når man interesserer sig for fortidens tøj: elitens tøj er bevaret, og jævnere folks fine tøj er nogle gange bevaret. De fattiges grimme og slidte tøj er næsten aldrig bevaret. Det er gået til, slidt helt op og brugt til klude til sidst. Desuden har man ikke anset det for at være noget at gemme på.
Det nærmeste jeg indtil videre har kunnet komme en ældre islænder på dansk grund er et billede i bogen “Alverdens strikning” af Ann Møller Nielsen. Man kan skimte bogen, slået op på billedet af trøjen, øverst til højre i billedet af min strikkeprøve ovenover. Trøjen tilhører Museet på Koldinghus.
Ann Møller Nielsen beskriver trøjen som naturhvid med “mønster af, oprindeligt, rødligt garn, som er falmet med tiden”. Man kan ikke se den røde farve på billedet, men hun har selv taget billedet og må dermed have undersøgt trøjen og set farven. Museumsregistreringen bidrager ikke med meget, og viser endda bare billedet fra “Alverdens strikning”. Men man får da at vide at trøjen er blevet fundet uregistreret i museets magasiner, har været renset i 1978, og har været “anvendt af marinesoldat”. Noget årstal får vi ikke for trøjen, men den overholder tilsyneladende instruksen fra 1833 med sine rødlige, nu falmede farve: farven fra korkje er nemlig kendt for at falme ganske hurtigt.
Ellers giver søgning i museernes samlinger ganske lidt. De få trøjer jeg kan finde er der ikke billeder af, og de ser også ud til at være fra det 20. århundrede: se fx her, her og her.
Med så få bevarede trøjer bliver fotografier pludselig en god kilde. Ud over billedet af Roland må der findes andre billeder af danske mænd i “islændere”. Jeg faldt over dette billede på siden Bornholmernes historie af Ann Vibeke Knudsen, et fotografi fra ca. 1910 af en ung sømand iklædt islænder, fra en glasplade i Borholms Museums samling:
Bornholmsk fisker, ca. 1910.
Billedet ser lidt opstillet ud med både hat og pibe, men trøjen ser ægte ud, med slid på overfladen og en påsyet kant, sikkert lavet af en stofrest. Mønsteret er fuldstændig det samme som på Rolands trøje og Koldinghus-trøjen.
Billederne af Roland og den unge bornholmske sømand er jo sort-hvide, så vi kan ikke vide hvad mønsterfarven var. Men et billede af en trøje, der findes i Nordiska Museet er heldigvis i farve, og viser en rød mønsterfarve.
Mandstrøje i det svenske Nordiska Museets samling. Foto fra Nordiska Museet CC BY-NC-ND 4.0
Om trøjen er købt eller lavet der hvor den skulle bruges vides ikke, så det er ikke muligt at sige om den røde farve er et eksempel på den autoriserede korkje-farve fra 1833-instruksen (som jo gjaldt handelsvarer) eller om man bare har strikket med rød mønsterfarve fordi det var den vedtagne måde at gøre det på. Trøjen har været brugt i perioden 1850-1870 i Värmland af en “finngubbe”. Dette ord har jeg søgt lidt omkring for at finde en forklaring på, og det ser ud til at være en gammel og nedsættende betegnelse for en mandlig same.
To ting går igen for alle trøjerne. Den ene er hvem de bæres af, og den anden er hvordan trøjerne er strikket og gjort færdige.
Bærerne af trøjer i islandsk stil (hvad end de er købt eller lavet lokalt) er samfundets fattigste og de udstødte: natmænd, tatere, kæltringe, finngubber, søfolk og soldater. I “Koftearven” viser Annemor Sundbø også en serie billeder af indsatte i et fængsel, som alle bærer samme type trøje. På den tid, trøjerne er fra – 1910 og tidligere – gik mennesker med højere social status ikke med strikkede trøjer yderst. Måske som undertøj eller indenfor hjemmets fire vægge, men aldrig offentligt og synligt. De gik med tøj af vævet stof.
Trøjerne har mange lighedspunkter i hvordan de er strikket. Alle har præcis samme mønster, hvor de skrå streger peger samme vej. Selve trøjernes mønsterflader ser fine og jævne ud, men kanterne blæser i alle retninger. Trøjerne fra Koldinghus og Nordiska Museet har strikkede kanter ved håndled og nederst, men halsåbninger der ikke ser ud til at være gjort færdige. Den unge bornholmske fisker og Roland Andresen har trøjer på, som har påsyede stofkanter i halsen, og Rolands trøje ser ud til at have en påsyet knapstolpe af lærred.
Islænderen er aldrig rigtig gået væk, og jeg har fundet den på skolebilleder fra 1940’erne og 50’erne, avisbilleder fra 1970’erne, og den er stadig populær i dag. Jeg har selvfølgelig arbejdet med at lave en version af islænderen i projektet Genskrevet, og det vil jeg skrive mere om i mit næste indlæg på siden her.
Nu er den endelig klar! Min nye hjemmeside, Astrids butik.
Indtil nu har jeg haft webshop her på Retrofutura. Men, jeg har også hele tiden haft webshop på min anden side, Midgaards Have, og det er faktisk lidt bøvlet. Især for de mange der har spurgt, hvordan de kan bestille noget fra begge sider og kun betale en gang fragt – eller slippe for fragten, for jeg har som sædvanelig gratis fragt til pakkeshop i DK på ordrer over 700 kr.
Så jeg har arbejdet på sagen, og nu er Astrids butik endelig klar. Der kan man bestille alle de varer der plejede at være i Retrofutura webshoppen – plus selvfølgelig alt hvad jeg fører på Midgaards Have. Og med tiden vil der selvfølgelig komme mere til.
Det betyder også, at jeg har lukket webshoppen her på siden. Tak for nu, og vi ses ovre på Astrids butik. Hvis du har købt strikkekits af mig på markeder og ikke har nået at bruge din rabatkupon til at hente mønsteret, så skriv til mig på hej@astridsbutik.dk og nævn hvilket marked det var på, rabatkoden, samt navnet på mønsteret. Så skal jeg nok sende det!
Vendepinde er en virkelig smart teknik til formgivning af strik, og der findes mange forskellige måde at strikke vendepindene på. Mange af dem er lidt besværlige, og nogle giver endda et lille hul der hvor man vender. Min yndlingsteknik er tyske vendepinde (German short rows) for vendepindene er lette at strikke og giver et pænt/næsten usynligt resultat.
Her viser jeg hvordan man laver vendepinde i glatstrik. Strikketøjet jeg bruger er en stribet udgave af mit mønster Cook a wolf, som jeg arbejder på at få færdigt. I den trøje bruger jeg vendepindene til at formgive skulderen, så den har en lille hældning der gør pasformen bedre.
Når man har strikket på retsiden
Her viser jeg hvordan man gør når man har strikket på retsiden. Idet man når det maskeantal mønsteret siger vender man strikketøjet, så vrangsiden vender fremad.
Man laver nu en vendemaske ved at tage den første maske vrang løs af med garnet foran arbejdet. Garnet trækkes så op over pinden, så maskens to ben bliver trukket lange. Derefter strikker man vrang hen ad pinden:
Når man har strikket på vrangsiden
Man gør dybest set det samme når man har strikket på vrangsiden. Man vender arbejdet så retsiden vender fremad, laver vendemasken ved at tage den første maske vrang løs af med garnet foran pinden og trækker garnet op over pinden. Derefter strikker man ret hen ad pinden:
I begge tilfælde har man nu en vendemaske på pinden. Den er fordoblet, men skal strikkes som en maske når man strikker hen over alle maskerne på pinden.
Strik en vendemaske på retsiden
Når man til en vendemaske på retsiden, ser det sådan her ud. I videoen her strikker jeg to almindelige masker, så når jeg til vendemasken, som jeg strikker som en maske, og derefter strikker jeg to almindelige masker:
Og tilsvarende når man skal strikke en vendemaske på vrangsiden. I videoen her strikker jeg to almindelige masker, så når jeg til vendemasken, som jeg strikker som en maske, og derefter strikker jeg to almindelige masker:
Og sådan ser skulderen ud efter den er lukket af med en 3-pindeaflukning – man kan lige skimte at striberne smaller lidt til, og mere skal der ikke til for at forbedre pasformen:
Jeg er i gang med at skrive et mønster til en simpel sweater, som har en helt simpel facon og en strikkefasthed på 18 m / 10 cm. Den kommer til at hedde Cook a Wolf, og mønster og forklaring på navnet kommer senere.
Jeg strikker sædvaneligvis flere versioner når jeg skriver et mønster, og til en af versionerne bruger jeg en dekorativ ribkant, som en kombination af helt almindelig rib og en zig-zag ribkant fra Barbara Walkers Treasury of Knitting Patterns. Walker kalder denne rib for “rick rack rib”.
Her er det nederste af min sweater med den dekorative rib. Med almindelig rib plejer jeg altid at bruge et maskeantal til kanten som er 10% lavere end maskeantallet til kroppen. Med denne dekorative rib bruger jeg samme maskeantal, for rick rack maskerne bliver krydset hele tiden, og det trækker ribkanten sammen.
Rick rack maskerne er i princippet en mini-snoning, så zigzag-udseendet kommer af at maskerne bytter plads. Der er kun to forskellige omgange, og de er lidt svære at forklare, så jeg har vist dem i videoer her nedenfor. De er vist på den måde man skal strikke dem når man strikker rundt. I videoerne herunder viser jeg kun de specielle masker, som i billedet ovenover har vrang, ret, vrang imellem sig.
Omgang 1: strik anden maske ret igennem maskens bagerste lænke, og strik derefter den første maske almindeligt:
Omgang 2: strik den anden maske på forsiden, og strik derefter den første maske almindeligt:
Det kan være lidt svært at få fat igennem anden maskes forside, så jeg holder fast på de to masker fra bagsiden, så synes jeg det er nemmere.
Tekstilmuseet i Herning – Museum Midtjylland – har en samling af håndstrikkede genstande fra Midtjylland – sjaler, undertøj, hoser (altså det vi ville kalde sokker), stunthoser (fodløse sokker) osv. I min egenskab af museumsformidler på museet har jeg fået lov til at stå for efterhånden flere serier af workshops, hvor jeg sammen med deltagerne undersøger et udvalg af genstandene. Vi analyserer deres konstruktion og strikker efter dem, ofte i flere runder af snak og strik, før vi når til en form for enighed om, hvordan en bestemt genstand er strikket.
Den første serie af workshops handlede om sjaler. Det mest berømte sjal i samlingen er uden tvivl det sjal, som strikdesigneren Åse Lund Jensen, der var meget interesseret i historisk strik, undersøgte og udgav et mønster til under navnet Herningsjal / Kopi af et sjal fra Herning-egnen ca. 1880. For mig har lige netop dette sjal peget mig i retning af historisk strik, så det var spændende at stå med originalen lige pludselig. Den er strikket i flere grønne farver med sort kant:
Og det er svært at se, men sjalets nakke er strikket i et tyndere garn. Det er noget der går igen i flere af de andre bindesjaler, det giver sikkert en bedre pasform:
Museumsregistreringen giver sparsomme oplysninger om det berømte sjal: “Gråt, strikket, med sort bort. Alm. type, der blev brugt i 1880-1890’erne og vel både før og efter den tid. Praktisk stykke. Herning sogn, Hammerum herred. Gave fra fru Jensen, Vestergade 85, Herning. 29/9-1931.” Mere får vi ikke at vide (og jeg synes bestemt det er grønt, ikke gråt. Men “praktisk stykke” er en god formulering).
Åse Lund Jensen døde i 1977, og Marianne Isager overtog hendes virksomhed og mønsterkatalog. Derfor har dette og mange andre af Åse Lund Jensens mønstre levet videre efter hendes død, og for nogle år siden var det meget populært under navnet “Chamomile” med stribet bund, men ellers helt det samme mønster så vidt jeg kan se. Et fint eksempel på videregivelse af strikketradition, synes jeg.
Et andet sjal som fangede mit øje, og som jeg blev helt forelsket i ved første blik, var dette brune bindesjal, som først er kommet ind i museets samling i 2004:
Museumsregistreringen fortæller følgende om det brune sjal: “Bindesjal. Materiale: Brun uld. Bindesjalet er faconstrikket. Har strikket blondekant. Bindebånd i trekantens spids. Har flere stopninger. Giver har arvet det fra hendes bedstemor Karen Marie Møller, f. 1841, d. 1921, gift med smed Jens Peter Kristensen (tog senere navnet Møller) f. 1840, d. 1925.” – gengivet her med grammatisk fejl og det hele.
Her er der et bedre billede af kanten:
Jeg har strikket en del prøver, og faktisk flere hele sjaler efter det brune bindesjal. Først en lyseblå version, som havde æren af at blive udstillet sammen med originalen i udstillingen “Glimt fra samlingerne”. Det er en serie af udstillinger, som følger efter vores workshops. Sjalsudstillingen er forbi, og i skrivende stund er det museets vanter, der er udstillet (resten af 2022). Jeg har også strikket en brun version af sjalet, med plantefarvet uld – Fenris (450 m / 100 g) ovre fra min anden side, Midgaards Have.
Endelig har jeg strikket sjalet op i Rauma Finull, som egner sig godt da ulden både draperer blødt med også holder på formen, og derfor kan takkerne spændes ud og holde formen. Det med at spænde sjaler ud er en Shetlands-tradition, og mig bekendt har man ikke spændt de midtjyske bindesjaler ud. Deres struktur var ret lukket og fast, for de blev brugt som praktisk overtøj, ikke pyntegenstande.
Min version af sjalet er moderne. Jeg bruger en meget løsere strikkefasthed, så sjalet vil ikke gavne meget som det yderste lag tøj udendørs i hårdt vejr. Indendørs kan det nu sagtens være et “praktisk stykke”, som kan holde kroppen varm og armene fri til arbejde. Det kan også være mere til pynt, især hvis man undlader at sætte bindebånd i. Konstruktionen er også moderne. De midtjyske sjaler blev strikket udefra, så man startede med et stort maskeantal og tog ind, typisk på begge sider af arbejdet og kun med brug af strik 2 sammen. Derefter strikkede man kanten separat og syede den på. Mit sjal er strikket fra nakken ud, og kanten er strikket på, for det synes jeg er nemmere! Her er sjalet i grå Finull:
Astrids butik er webshoppen, hvor jeg fører alle varer, der knytter sig til projektet Retrofutura. Desuden finder man alt hvad der hører til projektet Midgaards Have – plantefarver, garn til farvning, frø. Og derudover et voksende sortiment af andet lækkert garn og strik
Midlertidig opslagning er en af de strikketeknikker, jeg bruger rigtig ofte. Det er en opslagning, som man fjerner igen senere, så man får frie masker frem. Jeg kan finde på at lave en midlertidig opslagning inde midt i en glatstrikket sweater, hvis jeg ikke ved endnu hvor lang den skal være. Eller hvis jeg ikke ved om jeg har nok garn. Den er også rigtig god at lave i stedet for en kant eller anden blivende opslagning når man strikker trøjer – både oppefra og nedefra. Man kan nemlig få kanterne til at ligge perfekt i forhold til resten af arbejdet, når man laver dem til sidst. Og hvis alle kanter på et arbejde er slået af med samme metode, så er de jo også helt ens. Ved at bruge midlertidige opslagninger kan man altså hæve sit strik et teknisk niveau.
Der findes flere metoder til midlertidig opslagning, men jeg vil her vise den, jeg synes er nemmest. I denne metode hækler man de midlertidige masker rundt om strikkepinden. Her nedenfor viser jeg både metoden for venstrehåndede (til venstre) og for højrehåndede (til højre). Jeg er selv venstrehåndet, og ved at det ikke nytter noget at se på højrehånds-billeder, som man så lige skal spejle i hovedet samtidig med at man skal lære noget nyt! Højrehåndsbillederne er lavet ved at spejle fotografierne.
Brug et andet garn end det der strikkes i – et glat bomuldsgarn er perfekt. Brug en hæklenål med ca. samme størrelse som strikkepinden. Lav en almindelig begyndelsesløkke til hækling:
Strikkepinden lægges nedenunder hæklenålen så enden der går til garnnøglet hænger ned over strikkepinden:
Garnet vikles nu op på bagsiden af strikkepinden og ind over hæklenålen:
Træk garnet igennem den løkke der allerede var på hæklenålen – du har nu 1 maske på din strikkepind:
Fortsæt på samme måde – for hver maske kommer garnet ned over strikkepindens forside, tilbage over dens underside, over hæklenålen, og træk igennem:
Når du har det ønskede maskeantal klippes garnet over. Arbejdet er nu ens for venstre- og højrehåndede fremefter. Den klippede ende er til højre på dette billede :
Bind det rigtige garn fast i højre side. Jeg binder en helt almindelig knude og strikker så de midlertidige masker:
Senere kommer man så tilbage og fjerner det hvide garn. Knuden bindes op, og man kan sætte maskerne på pinden en for en idet man trevler det hvide af. Her har jeg en kort ende af det lilla garn, men man kan også efterlade en længere ende i begyndelsen, så man har en lille længde garn til at strikke videre med, inden der sættes mere til.
Skoleopslagning adskiller sig fra en krydsopslagning ved, at man slår masker op til højre for eksisterende masker eller for en startløkke. Jeg har lært denne opslagning at kende under navnet skoleopslagning, men den kan også kaldes strikkeopslagning. “Femina”, som er en husmor-håndbog udgivet i 1951, omtaler strikkeopslagningen som at “strikke de nye masker op”. Det er en fin betegnelse, for det er netop hvad man gør. Femina bruger opslagningen i konstruktionen af et knaphul, men strikkeopslagningen er også nyttig indenfor modulstrikning.
Jeg viser her strikkeopslagning til højre for et stykke der allerede er strikket. Man vender arbejdet som om man skulle til at strikke hen over:
Først strikkes en maske, helt som man plejer:
Venstre pind sættes ind i den strikkede maske bagfra. Man kan også tænke på denne bevægelse som at den strikkede maske sættes drejet tilbage på venstre pind:
Højre pind giver slip, og der er nu slået en maske op:
For at slå flere masker op gentager man, hver gang strikkes der ind i den maske der lige er slået op.
Denne teknik til skift af garnnøgle gør livet meget lettere, især når man strikker af et tykt garn, hvor indsyede ender kan fylde ganske meget, og sagtens kan ses.
Her har jeg vist hvordan man gør med Rauma Vams, som er et tykt, 2-trådet garn af ren uld. Det filter rigtig godt. Man kan kun bruge splejsning til skift af garnnøgle når man strikker af et garn af ren uld, som filter godt. Det duer altså ikke med superwash eller blandingsgarner.
Her er de to garnender, som jeg gerne vil føje sammen. Det er let at se, at garnet er 2-trådet:
Før jeg splejser enderne sammen fjerner jeg den ene tråd i hver ende, så der er et entrådet overhæng på 2-3 cm. Så bliver sammenføjningen af samme tykkelse som resten af garnet, så den bliver helt usynlig når den er strikket:
Så holder jeg garnenderne på håndfladen:
På dette tidspunkt fugter man de overlappende garnender lidt. Man kan dyppe fingrene i vand, eller man kan lige spytte på dem. Teknikken kaldes også spytsplejsning, og nogle påstår, at enzymerne i spyt ligefrem skulle hjælpe med at føje ulden sammen. Det giver ikke meget mening, for spyt indeholder mig bekendt ikke enzymer, der virker på protein, som uld jo består af. Men spyt er godt hvis man er doven og sidder godt i sin bløde stol lige når man når til enden af nøglet.
Når garnenderne er fugtet lægger man den anden hånd ovenpå og ruller garnenderne med en bevægelse der er vinkelret på garnet. Det må gerne blive varmt mellem håndfladerne, for kombinationen af varme og fugt får filtningen til at ske. Resultatet:
Fibrene er filtet sammen, og de to garnender er splejset sammen. Jeg plejer at give et lille træk for at se, at sammenføjningen er stærk nok. Hvis ikke filter jeg den lidt mere.
Splejsning er en rigtig nyttig teknik, når man strikker af rigtig uld. Jeg forestiller mig, at det er en meget gammel teknik, som går længere tilbage end selve strikketeknikken. Splejsning er nemlig også helt uundværlig til nålbinding, hvor man hele tiden skal sætte nye ender til. Fortidens uldgarn har jo også været noget der filtede godt. Og så har det nok været meget oplagt at splejse enderne, når man selv havde spundet garnet, og derfor tænkte på det som en masse der kunne formes efter behag.
Pludselig er 2021 gået. Endnu et nedluknings-år gået, men det har også været et travlt og godt år. For mig var det året, hvor mit mønster, Madrigal, kom med i Pom Pom Quarterly nr 39.
Billede fra Pom Pom Publishing. Model og art director Lydia Morrow, fotografi Theodora van Duin, hår og makeup Kala Williams.
Mønsteret har flere niveauer af gentagelser.
Den umiddelbare gentagelse er farveskiftet på hver pind, hvor man strikker masker skiftevis af den ene og den anden farve.
Men de fire farver bliver også gentaget i samme rækkefølge gennem hele mønsteret, samtidig med at dominansen skifter for hver 9 omgange.
De mange niveauer af gentagelse danner et hele, hvor der ikke er en farve der dominerer over de andre. Derfor navnet Madrigal, som er kormusik hvor stemmerne væver sig ind og og ud af hinanden og skaber et hele.
Farverne, som Pom Pom valgte er meget nutidige, og det var spændende at blive sat på den opgave at strikke prøven op i en helt anden farvekombination end jeg selv ville have valgt. Her er kan man se Pom Poms farvekombination sammen med 3 andre, som jeg har lavet:
Madrigal i 4 forskellige farvekombinationer.
Jeg ser Madrigal mønsteret for mig i klare, kontrastfyldte farvekombinationer, som nok helt ærligt hører hjemme i start-90’erne, det strikkeløse årti. Stemningen i de forskellige farvekombinationer er helt forskellige, men sandheden er, at Madrigal-designet funger i endeløse 4-farvekombinationer.
De 4 farver skal bare have god kontrast mellem sig, og det kommer til at passe hvis man vælger dem i en lys, en mørk, og 2 ind imellem. Ellers kan mønsteret selvfølgelig også strikkes i flere farver, så man kan bruge det garn man har, og lade være med at lade farverne gentage sig.
Selve mønsteret er, uanset farvekombination, en noget ældre historie. Jeg har fået det fra vanter, som en gammel ven af min familie har strikket. Hun er midt i 80’erne nu, og har lavet disse vanter i mange år.
Her er to, som hun lavede til mine børn. Især den lille vante ser jo ud som om den er flere hundrede år gammel. Sådan ser tøj, min søn har brugt i endda kortere tid, altså ud! Der kommer også sand ud af den lille vante hvis man ryster den…
Mine børns vanter.
Småmønstringen i vanterne er en noget overset del af dansk strikketradition, som jeg har skrevet om i Gavstrik 2021, nr. 1 og som jeg vil skrive mere om her på siden en anden gang. Her vil jeg bare give et par eksempler. Det ene er forsiden på Vibeke Linds klassiske bog, Strik med nordisk tradition (1981) viser flere eksempler på småmønstring, både vanten øverst til højre og den sort-hvide hue nederst til højre i billedet.
Forsiden af “Strik med nordisk tradition” af Vibeke Lind.
På Tekstilmuseet i Herning, hvor jeg sidste år afholdt en række workshops om vanter, byder hele samlingen af vanter fra området på småmønstring.
Herunder kan man se et par sort-grønne vanter fra Aulum, strikket af Kirstine Nyholm, som blev født i 1860’erne. Hun blev i 1886 gift med Johannes Nyholm, og parret boede i et “småkårshjem med en lille ager”, som museumsregistreringen fortæller. Der står også at Kirstine Nyholm altid strikkede vanterne på samme måde, og gav dem til “folk og deres børn”. Vanterne er formodentlig strikket i slutningen af det 19. århundrede, og er et smukt eksempel på småmønstring. På et tidspunkt vil jeg strikke mig sådan et par.
Vanter fra Aulum, strikket sådan af Kirstine Nyholm “til folk og deres børn”.
Lise Warburg beskriver i sin bog “Den strikkende Madonna” sin teori om den jyske småmønstring som et levn fra en meget ældre strikketradition, som kunne være tvebinding. I tvebinding falder de meget små gentagelser nemlig naturligt, siger Warburg.
Om vi nogensinde skal få at vide hvilken strikketradition der ligger før de strikkede genstande vi rent faktisk har, det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald ret påfaldende, at alle de vanter der indsamlet omkring Herning har mønstergentagelser hvor der aldrig strikkes mere end 2 masker med en farve. Er det en decideret midtjysk tradition eller en, der har dækket et større område af Danmark? Det ved jeg heller ikke, og det ville kræve et stort og svært studie at finde ud af.
Men tilbage til Madrigal. Jeg elsker selv at have sæt af matchende huer og vanter, og bruger mine matchende sæt meget mere end de løse huer og vanter der ligger i skuffen og ikke lige passer sammen med noget. Derfor har jeg skrevet et mønster til en hue i samme mønstring som vanterne. Småmønstringen fungerer også rigtig godt på en hue. Her er Madrigal huen i blå-gul farvekombination:
Madrigal hue i blå og gul. Model Eva Marie Reng-Andersen, fotografi Maja Theodoraki.
Og se lige sættet i rød-orange
Madrigal hue og vanter, rød-orange farvekombination. Model Karin Tuxen, fotografi Maja Theodoraki.
Madrigal sættet er strikket i Rauma Finull, med en strikkefasthed på 28 m pr. 10 cm i farvestrik. Hvis man har garn – enten Finull eller et andet garn der giver den rigtige strikkefasthed – og bare gerne vil købe mønstrene, så kan huemønsteret findes her og vantemønsteret er i Pom Pom 39, som man finder her (opdatering: copyright er nu gået tilbage til mig, om man kan også finde vantemønsteret her). Er man ude efter et kit i de viste farvesammensætninger, så kan man finde dem her:
