Memory vest & 3-pindeaflukning

Jeg har i lang tid arbejdet på at lave en moderne version af en lille barnevest, min mormor lavede engang i den første halvdel af 70’erne.

Min mormor, født som Judith Harvest i Aalborg i 1908, er på mange måder min indgang til historisk strik. Selv om hun døde da jeg var helt lille, så er jeg vokset op med hendes strik. Og så har min mor selvfølgelig lært mig alt det indenfor strik, som min hendes mor lærte hende. Jeg er i gang med at grave i hendes strik og hendes historie, så jeg kan godt love, at det ikke er sidste gang hun bliver nævnt her på siden.

Den lille vest har jeg faktisk lavet flere versioner af, den første i 2014, hvor dette billede er taget:

Barnevesten fra første halvdel af 70’erne. Judith Harvests original til højre og min mere afdæmpede første version til venstre.

Nu er jeg vendt tilbage til mine noter, og arbejder vesten igennem så det kan blive til et rigtigt mønster. Jeg har tænkt mig at udgive det som “Memory Vest”, og denne gang laver jeg det til et voksenmønster.

Originalens farver er både krasse og ukoordinerede, og det er ikke nogen kritik. Tværtimod, så viser de at min mormor sikkert bare greb ned i restekurven og strikkede med det der kom op – sådan næsten… Mønstermæssigt planlagde hun ikke på forhånd. Prøv at se det store rød-gule mønsterbånd på den øverste del af originalen. Det er ikke centreret om V-udskæringen, sådan går det når man bare strikker derudaf. Hun har nok tænkt, at det var fint nok.

Min første voksenversion har jeg holdt i kolde aqua farver og med lysegrå baggrund, og jeg strikker i Rauma Finull

Og så når jeg endelig frem til det, jeg egentlig ville vise i dette indlæg, nemlig hvordan jeg lukker skuldersømmene med en 3-pindeaflukning. Det er dybest set bare en variant af den almindelige aflukning – den hvor man strikker 2 masker og løfter den første over den sidste, strikker en, løfter over osv.

I 3-pindeaflukningen strikker man 2 masker sammen fra 2 pinde hver gang man i en almindelig aflukning bare strikker en. På den måde kan man med en 3-pindeaflukning strikke to stykker sammen så det bliver stærkt og en lille smule elastisk, perfekt til en skuldersøm.

Når hele kroppen er strikket færdig vender jeg strikketøjet med vrangen ud. Her holder jeg maskerne til en af skuldrene, maskerne fra for og bag er på hver deres pind (eller her, hver sin ende af en rundpind)

Nu tager man en trejde pind og sætter ind gennem en maske fra hver af de to pinde – altså forreste maske på den forreste pind og forreste maske på den bagerste pind

Og strikker de to masker sammen med en retmaske

Det gentages for de næste to masker, så man nu har to sammenstrikkede masker på pinden

Ligesom i en almindelig aflukning, så løfter man nu den bagerste (først strikkede) maske over den forreste

En maske er nu slået af. Så strikker man de to næste sammen

Og løft den forrige maske over. Man bliver nu bare ved med at strikke to sammen og løfte den forrige over, indtil der ikke er flere masker

Så brydes garnet, enden trækkes igennem og aflukningen er færdig.

I min blåmønstrede Memory Vest var det tilfældigvis ensfarvede masker, der skulle lukkes af til skuldersømme. Hvis det er farvestrikkede pinde, der skal lukkes af, så bruger jeg de to farver. Jeg holder dem bare ligesom når jeg strikker farvestrik, så jeg kan lukke de parvise masker af med samme farve som de er strikket i. Garnet der bruges til 3-pindeaflukningen kan man nemlig godt se en lille smule på forsiden.

One thought on “Memory vest & 3-pindeaflukning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *