Denne udtagning bruges i mit mønster Madrigal, men vil også være nyttig i anden farvestrik hvor den kan passes ind. Jeg har kaldt den en AC-udtagning fordi mønsterfarverne i Madrigal-mønsteret hedder A, B, C og D, og det er A og C der er i brug på udtagningsrunden. A er marineblå og C er pink, og der strikkes med C som dominant.
AC-udtagningen laves ved at strikke 2 masker i en, først med den ikke-dominante farve A (billede 1), så med den dominante farve C (billede 2).
Her er der strikket AC-udtagninger i de to sidste masker på pinden:
Når man kommer til maskerne på næste runde, så strikker man dem bare enkeltvis i den rækkefølge man kommer til dem. Udtagningen bliver ganske svær at få øje på, på billedet herunder peger pilene på et par AC-udtagninger
Det er altid lidt festligt at udgive et strikkemønster. Dette her er lidt ekstra festligt, for det er det første jeg udgiver her på siden, og så er det et mønster, som har kørt rundt i mit hovede i længere tid!
For nogle år siden, da jeg boede i Frankrig, besøgte jeg min moster i hendes store hus lidt udenfor Paris. Vi tilbragte jul og nytår sammen, og talte i timevis om alskens ting. Også om min mormor – hendes mor – Judith Harvest.
Judith Harvest har jeg skrevet om før her på siden, og om en lille mønsterstrikket vest hun lavede i første halvdel af 70’erne. Da jeg besøgte min moster den jul for snart en del år siden lod hun mig få den lille vest, som havde ligget på hendes loft i mange år (formodentligt fordi jeg stod der med blanke øjne, hurtig vejrtrækning og udstrakte fingre) og den blev begyndelsen på et meget større projekt. Her er originalen og en lille næsten-kopi jeg har lavet:
Barnevesten fra første halvdel af 70’erne. Judith Harvests original til højre og min mere afdæmpede første version til venstre.
Vesten er interessant fordi den lægger sig imellem flere forskellige strikketraditioner.
Judith tilbragte hele 2. verdenskrig i England, underlagt streng rationering af garn og alt andet tøj. Før krigen, i 20’erne og 30’erne, var Fair Isle strik en kæmpe mode. Den fine Fair Isle strik er meget farverig, men de mange farver bruges på en afstemt måde og i mønstrede bånd, som gentages flere gange.
Krigsstrikken blev i nogle tilfælde ekstremt farverig, og på en måde hvor man i mange tilfælde godt kunne se, at det var drevet af nødvendighed. Set med nutidige øjne er noget af denne strik fantastisk flot, se for eksempel cardiganen nederst i dette indlæg på Susan Crawfords gamle blog. I den gentager de mange farver ikke, men er bundet sammen af, at mønsteret er det samme.
Judith fik aldrig smag for at lade sine garnrester gå til spilde, og der er en hel del strik fra hendes hånd fra 60’erne og 70’erne som består af store dele restegarn, strikket i Fair Isle-agtige mønstre, nogle med klar nordisk mønstertendenser blandet i. Nogle af de små geometriske former i dette mønster har jeg for eksempel set i forskellige norske mønstre.
70’erne bød på en ny strømning indenfor strik – nemlig hønsestrik. Den anarkistiske strikkeform var et opgør med de store kapitalistiske garnfirmaers kontrol over den enkeltes kreativitet, og bød tit på en kaotisk blanding af farver og motiver. Det har helt sikkert ikke været hønsestrikkene intention, men udtrykket er i nogle tilfælde ikke så langt fra den farverigdom der kom ud af anden verdenskrigs garnmangel.
For Judith har hønsestrikkens kreativitet været helt genkendelig, og hun tog elementer af den ind i sin egen strik i 70’erne. Hønsestrikkens politiske element har hun dog helt sikkert forbigået med tavshed.
Den lille vest er i min version blevet mindre kaotisk, for jeg har samlet farverne, så kun en del af farvespektret er til stede. Og så har jeg bestemt mig for at kalde den for Memory vest. Jeg fandt nemlig et billede i et af Judiths albummer, hvor min kusine har den lille vest på. Billedet er taget på en tur til England i 1975 hvor de besøgte den lille by Watlington.
Judith tilbragte det meste af 2. verdenskrig alene i Watlington. Hendes første mand, William Wildman, blev dræbt i 1940, og man kan lige skimte hans navn på mindestenen. På billede nr. 2 sidder min kusine lænet op ad stenen med ordene In Memory, iført den lille vest – her mødes en masse temaer, og det endte med navnet Memory vest.
En side fra Judith Harvests fotoalbum, 1975.
Jeg fik lyst til at lave Memory vesten i voksenstørrelser, så mit mønster findes i 7 størrelser til damer fra XS til 3X, med færdigt brystmål fra 83 til 147 cm. Her har min søster den pink version på, helt klassisk med en hvid skjorte under
Memory vest, den pink version
Som rødhåret greb hun selvfølgelig efter den pink (hvad er det med pink og rødhårede?) selv om jeg havde tænkt mig at hun skulle have den blå på! Men det lykkedes da også at få nogle billeder med den blå, både med hvid skjorte under og i en hverdagsversion med en langærmet t-shirt
Memory vest, den blå version
Memory vesten er strikket i Rauma Finull, som er et fremragende garn til farvestrik. Både fordi det fås i så mange farver, men også fordi det har lidt sammenhængskraft. Vesten er lavet med klippemasker, og når man strikker i Finull er det ikke nødvendigt at forstærke opklipningen. Kombinationen af selve klippemaskerne og den opsamlede kant er stærk og sammenhængende, og render ingen steder.
Jeg har lavet kits til Memory vesten i 3 farvesammensætninger: blå, pink og grøn. Man finder dem på webshoppen:
Det er også muligt at købe mønsteret separat – lige her. Man kan selvfølgelig bruge et andet garn end Rauma Finull. Finull har en løbelængde på 175 m / 50 g, men det vigtigste er selvfølgelig at ramme strikkefastheden, som er 25 m x 27 omg = 10 x 10 cm. Man kan godt erstatte med et garn som er glattere og mindre sammenhængende, men så kan det være en god ide at lægge et par sømme ned igennem klippemaskerne på symaskine inden man klipper!
Jeg har i lang tid arbejdet på at lave en moderne version af en lille barnevest, min mormor lavede engang i den første halvdel af 70’erne.
Min mormor, født som Judith Harvest i Aalborg i 1908, er på mange måder min indgang til historisk strik. Selv om hun døde da jeg var helt lille, så er jeg vokset op med hendes strik. Og så har min mor selvfølgelig lært mig alt det indenfor strik, som min hendes mor lærte hende. Jeg er i gang med at grave i hendes strik og hendes historie, så jeg kan godt love, at det ikke er sidste gang hun bliver nævnt her på siden.
Den lille vest har jeg faktisk lavet flere versioner af, den første i 2014, hvor dette billede er taget:
Barnevesten fra første halvdel af 70’erne. Judith Harvests original til højre og min mere afdæmpede første version til venstre.
Nu er jeg vendt tilbage til mine noter, og arbejder vesten igennem så det kan blive til et rigtigt mønster. Jeg har tænkt mig at udgive det som “Memory Vest”, og denne gang laver jeg det til et voksenmønster.
Originalens farver er både krasse og ukoordinerede, og det er ikke nogen kritik. Tværtimod, så viser de at min mormor sikkert bare greb ned i restekurven og strikkede med det der kom op – sådan næsten… Mønstermæssigt planlagde hun ikke på forhånd. Prøv at se det store rød-gule mønsterbånd på den øverste del af originalen. Det er ikke centreret om V-udskæringen, sådan går det når man bare strikker derudaf. Hun har nok tænkt, at det var fint nok.
Min første voksenversion har jeg holdt i kolde aqua farver og med lysegrå baggrund, og jeg strikker i Rauma Finull
Og så når jeg endelig frem til det, jeg egentlig ville vise i dette indlæg, nemlig hvordan jeg lukker skuldersømmene med en 3-pindeaflukning. Det er dybest set bare en variant af den almindelige aflukning – den hvor man strikker 2 masker og løfter den første over den sidste, strikker en, løfter over osv.
I 3-pindeaflukningen strikker man 2 masker sammen fra 2 pinde hver gang man i en almindelig aflukning bare strikker en. På den måde kan man med en 3-pindeaflukning strikke to stykker sammen så det bliver stærkt og en lille smule elastisk, perfekt til en skuldersøm.
Når hele kroppen er strikket færdig vender jeg strikketøjet med vrangen ud. Her holder jeg maskerne til en af skuldrene, maskerne fra for og bag er på hver deres pind (eller her, hver sin ende af en rundpind)
Nu tager man en trejde pind og sætter ind gennem en maske fra hver af de to pinde – altså forreste maske på den forreste pind og forreste maske på den bagerste pind
Og strikker de to masker sammen med en retmaske
Det gentages for de næste to masker, så man nu har to sammenstrikkede masker på pinden
Ligesom i en almindelig aflukning, så løfter man nu den bagerste (først strikkede) maske over den forreste
En maske er nu slået af. Så strikker man de to næste sammen
Og løft den forrige maske over. Man bliver nu bare ved med at strikke to sammen og løfte den forrige over, indtil der ikke er flere masker
Så brydes garnet, enden trækkes igennem og aflukningen er færdig.
I min blåmønstrede Memory Vest var det tilfældigvis ensfarvede masker, der skulle lukkes af til skuldersømme. Hvis det er farvestrikkede pinde, der skal lukkes af, så bruger jeg de to farver. Jeg holder dem bare ligesom når jeg strikker farvestrik, så jeg kan lukke de parvise masker af med samme farve som de er strikket i. Garnet der bruges til 3-pindeaflukningen kan man nemlig godt se en lille smule på forsiden.
2-farverib er et klassisk element i Fair Isle farvestrik. Helt basalt er 2-farverib (på engelsk corrugated ribbing) et stykke rib, hvor ret- og vrangmaskerne er strikket i hver deres farve ved at bruge farvestrikning (også kaldet jacquardstrik).
Jeg har ledt i mine forskellige bøger om Shetlandsstrik for at prøve at finde ud af, hvornår 2-farveribben dukker op. Ingen af mine bøger siger dog noget specifikt om lige dette. I Alice Starmores “Book of Fair Isle Knitting” er der et billede af de tidligste kendte farvestrikkede huer, fra omkring 1850. De er dækket af OXO-mønstre, men ingen af dem har 2-farverib.
På det strikke-berømte maleri af Prinsen af Wales (den senere Edvard VIII), malet af John Lander i 1925 har prinsens trøje tydelige kanter af 2-farverib. Den har også OXO-mønstre, så tydelige at man nærmest kan strikke efter dem! Den golfspillende prins skal efter sigende have startet en hel mode ved at vise sig og endda blive malet i dette antræk (før var strikketrøjer fattige arbejdere og fiskeres tøj!) Men mere om det en anden gang – her bruger vi ham bare til at sige, at 2-farveribben tilsyneladende dukker op mellem 1850 og 1925.
Prinsen af Wales, den senere Edvard VIII, i sporty antræk og med sin yndlingshund på armen, John St Helier Lander, Public domain, via Wikimedia Commons
2-farverib er et virkelig pynteligt element, men har desværre hvad vi kunne kalde fundamentale strukturelle problemer. Modsat en rigtig rib, som er strikket i en farve, så er 2-farveribben nemlig slet ikke elastisk. Det kan man komme rundt om ved at:
vælge det samme maskeantal for 2-farveribben som for resten af trøjen.
Det er altså modsat en kombination af almindelig rib og glatstrikning, for eksempel, hvor min tommelfingerregel er:
10% færre masker til rib end til resten af trøjen.
Men et andet, og lidt værre problem med 2-farverib er, at den er strammere end en almindelig opslagning. Hvis man bruger en almindelig opslagning (krydsopslagning), og så strikker 2-farverib, så kommer opslagningen til at stritte ud, og ribben kommer aldrig til at ligge ordentligt flad. Løsningen på dette problem er at bruge en anden opslagning, og her er en gammel norsk opslagning (på engelsk kendt som “old Norwegian” eller “twisted German”) en god løsning.
Selv så jeg første gang denne opslagning da jeg sammen med Gerda, en frivillig som er i 80’erne, lærte flere flokke piger at strikke på Tekstilmuseet. Vi slog maskerne op for dem, for det er jo for meget at kapere, når man først lige skal lære at strikke dem. Da jeg kiggede på Gerdas hænder, kunne jeg bare se, at hendes “almindelige” opslagning var en anden end min! Efterfølgende er jeg kommet frem til, at hendes “almindelige” opslagning er den gamle norske, så den har åbenbart været praktiseret som “almindelig” opslagning her i Midtjylland.
Den gamle norske opslagning kan sagtens bruges der hvor man ellers ville bruge en almindelig opslagning, men den er altså specielt god til begyndelsen på en 2-farverib.
Her viser jeg, hvordan man laver en gammel norsk opslagning:
Til sidst vender jeg de opslåede masker rundt. På den side, som vender væk fra en selv mens man er i gang med at slå op, er der en række bump, som ligner bump af vrangmasker. Før jeg går i gang med at strikke 2-farverib, så vender jeg siden med bumpene fremad, så den bliver retsiden. Og så kommer det til at se sådan her ud:
Her har jeg brugt den allermest enkle 2-farverib til den nederste kant på en vest i mit eget mønster, Folkvang. Den er begyndt med en gammel norsk opslagning i hvid, og man kan lige skimte bumpene.
Mønsteret til Folkvang vesten kommer senere. Vesten på billedet ovenover var min prototype, og var næsten færdig da den kom ud for et uheld. Kort fortalt var vesten i en strikkepose i min bil sammen med en helt fyldt termokande med te, som væltede. Vesten opsugede al teen, og pletten dækker ca. halvdelen af vesten og kan ikke komme af! Så lige nu strikker jeg nogle andre ting, for lige at få katastrofen på afstand… men jeg vender tilbage til den når jeg finder den mentale styrke.
Klippemasker (eller det, som på engelsk kaldes en steek) er efter min mening helt uundværlige til farvestrikning (også kaldet jacquardstrik eller Fair Isle). Med klippemasker kan man strikke en hel vest, trøje eller cardigan rundt, og så klippe op til sidst. Man slipper for at strikke frem og tilbage, og det er en kæmpe gevinst. Det er ikke spor let at strikke farvestrikning fra vrangen, faktisk er det nærmest den eneste strikketeknik jeg selv undgår, for jeg kan ikke få det til at blive pænt!
Nogle er bange for at klippe deres strik op. Jeg elsker det! Det er ikke spor farligt, for når man bare bruger den rigtige type garn er der ikke nogen risiko for, at maskerne skrider.
Med den rigtige type mener jeg et Shetlandsgarn eller Rauma Finull, eller Retrofuturas egen 2-trådede lammeuld: garntyper med lidt modhager, som danner en sammenhængende struktur. Vil man alligevel klippe op i en egentlig uegnet garntype, så kan man dog bare sy to sømme på langs igennem klippemaskerne med symaskine og klippe imellem sømmene – så holder de fast på de opklippede ender, og det skrider heller ingen steder.
Her viser jeg, hvordan man slår op til klippemasker men en 2-farvet løkkeopslagning. Billederne her har jeg taget mens jeg strikkede en Folkvang vest (mønster kommer senere) hvor jeg først har strikket kroppen nedefra. Her har jeg gemt nogle masker under armen, og er klar til at slå klippemaskerne op:
Først slår jeg en sort maske op – det er ikke så vigtigt hvilken farve man starter med, jeg valgte den sorte for at få løkken på bagsiden så kort som muligt:
Så tager jeg det hvide garn hen over det sorte og slår en hvid maske op:
Tager igen det sorte garn hen over det hvide og slår en sort maske op:
Det hvide hen over det sorte og slår en hvid maske op:
Og så videre! Garnerne snos altså for hver maske, der slås op, og det stabiliserer den nederste kant. Her har jeg slået 8 klippemasker op, det er det antal jeg plejer at bruge:
Jeg plejer at sætte et par markører rundt om klippemaskerne. Ellers kan man godt blive forvirret over de mange farveskift senere, især hvis man skal lave indtagninger på hver side af klippemaskerne når man strikker videre:
Astrids butik er webshoppen, hvor jeg fører alle varer, der knytter sig til projektet Retrofutura. Desuden finder man alt hvad der hører til projektet Midgaards Have – plantefarver, garn til farvning, frø. Og derudover et voksende sortiment af andet lækkert garn og strik
Retrofutura er en helt nystartet hjemmeside. Lige nu er der selvfølgelig ikke meget at se herinde, men jeg har masser af planer! Jeg hedder Astrid, og har i nogle år drevet Midgaards Have, som handler om plantefarvning. På Midgaards Have beskriver jeg i detaljer mine eksperimenter med forskellige former for plantefarvning, og jeg går også i detaljer med dyrkningen af farveplanter. Det er endt med, at strik og strikdesign ikke er kommet til at fylde så meget som jeg egentlig havde troet, og derfor har jeg valgt at starte denne nye side, som kommer til at fokusere på strik, strik og atter strik! Og lidt andre tekstile discipliner hen ad vejen.
Retrofutura kommer til at handle om at tage fortidens strikdesign frem i lyset, og tage det med ind i nutiden og fremtiden, selvfølgelig. Håndstrikning har aldrig været “fin”, men har været betragtet som huslig syssel for kvinder, det som den norske strikdesigner Annichen Sibbern Bøhn beskrev som “til hygge og nytte” – hun mente det sikkert som noget positivt, men det virker forsmående nu. Håndstrikning har aldrig været kunst, ikke engang kunsthåndværk, i bedste fald husflid. Så det har heller ikke været fint at beskæftige sig med strikningens historie, og dens beskrivelse er derfor både hullet og fyldt med modstridende oplysninger.
Jeg er ikke i tvivl om, at strik er en vigtig del af vores kulturarv. Men fortidens strik er, ud over at være interessant i sig selv, også en fantastisk inspirationskilde. Når vi strikker nu, enten fortidens eller nye designs, så passerer garnet igennem vores fingre i nuet, og bliver en del af den arv vi sender videre ind i fremtiden.
Astrids butik er webshoppen, hvor jeg fører alle varer, der knytter sig til projektet Retrofutura. Desuden finder man alt hvad der hører til projektet Midgaards Have – plantefarver, garn til farvning, frø. Og derudover et voksende sortiment af andet lækkert garn og strik
