Genskrevet er et projekt, som komponist og folkemusiker Maja Kjær Jacobsen og jeg – Astrid Colding Sivertsen – har arbejdet sammen på i længere tid efterhånden. Maja ledte efter en strikkedesigner med interesse i at skabe nyt ud fra det gamle, og det er jo netop præmissen for hele mit projekt, Retrofutura. Maja og jeg har efterhånden arbejdet sammen på projektet Genskrevet i længere tid, og Maja har for længe siden skrevet om det på sin hjemmeside. Jeg har dog endnu ikke skrevet om det med mine egne ord, så det fik jeg lyst til langt om længe at gøre her.
Genskrevet er et projekt, der foregår i krydsfeltet mellem folkemusik og strik. Overordnet er vi interesserede i kulturel videregivelse – både i fortid og nutid. Fortidens folkemusikere og strikkere har hentet deres inspiration ret lokalt. Musikere kunne lære melodier af andre musikere, eller måske kopiere melodier, de bare hørte spillet. Strikkemønstre blev givet videre i prøveremser, men også ved at man bare kopierede mønstre, man så. Både mønstre og melodier vandrede, ofte langsomt, givet videre både aktivt og passivt så de muterede og forandrede sig lige så stille under vandringen.
Nu er vi bombarderet af indtryk konstant. Alt kan flytte sig over store afstande ekstremt hurtigt, og det er helt overflødigt at forklare hvordan det sker gennem massemedier, sociale medier osv. Vi er alle udsat for en strøm af input. Derfor har vi i Genskrevet-projektet sat fokus på at hente inspirationen fra det nære og gamle, og omsætte det til ny musik og strik.
Det lyder måske lidt diffust, så for at blive så konkrete som muligt valgte vi et enkelt fotografi som udgangspunkt. Det er et portræt af Roland Peter Andresen, som er taget i 1895. Folkemindesamleren Evald Tang Kristensen var på flere lange rejser (primært til fods) rundt i Jylland, hvor han indsamlede fortællinger og viser. På sin rejse i 1895 havde Tang Kristensen fotografen Peter Olsen med, og Olsen klarede den lange rejse med en tung rygsæk med fotografiske glasplader. Portrætterne viser de fattige fortællere i hverdagstøjet, i mange tilfælde med noget arbejde, f. eks. et strikketøj, i hænderne. Billedserien er speciel og interessant, da man på den tid ellers altid skiftede til fint tøj hvis der skulle tages et fotografi. Nogle af fortællerne prøvede faktisk at komme til at skifte, men de fik ikke lov til det.
Roland Peter Andresen boede på Slotved Fattiggård i Vendsyssel. Han blev født i 1819 i Nibe som søn af omrejsende “kæltringer” eller “natmandsfolk”. Kort efter blev hans forældre anholdt, og han blev “opfødt på sognet” som Evald Tang Kristensen skriver, altså opfostret på kommunens regning. Han blev karl på godset Baggesvogn, og der arbejdede der også en gammel møllersvend, Søren. Han lærte Roland en masse historier. Senere blev Roland gift og fik 12 børn, men kun de 5 overlevede. Som gammel kunne han ikke længere klare sig selv, og kom derfor på fattiggården. Det var der, Evald Tang Kristensen besøgte ham og indsamlede hans fortællinger.
Billedet af Roland findes i Folkemindesamlingen på det Kgl. Bibliotek, men er også udgivet, f. eks. i bogen “Gamle kildevæld”.
Men det der – selvfølgelig – fanger mit øje er Rolands trøje. Den er af en type som vi nu ville kalde en islænder. Tofarvede strikkede trøjer som Rolands blev brugt i hele Skandinavien, mest af mænd, og som hverdagstøj/arbejdstøj for samfundets fattigste. Rolands trøje ser ud til at være klippet op foran, og knapbånd af linned syet på.
Herunder vil jeg fortælle mere om trøjetypen, og en anden dag vil jeg skrive mere om hvordan Maja og jeg har arbejdet med trøjens mønster i form af strik og folkemusik.
Islænderen har sin oprindelse på Færøerne, og navnet “islænder” betyder måske bare “fra en ø” uden at hentyde til en bestemt af slagsen. Eller også – som foreslået her – fik trøjerne navnet, fordi de blev transporteret over Island inden de blev solgt i Danmark. Færøerne (eller Fåreøerne, som de oprindeligt hed) havde i flere hundrede år uld og strikvarer som deres vigtigste handelsvare.
Strikning kom til Færøerne i 1500-tallet, og man gav sig til at producere hoser. Det blev Færøernes første store eksportvare, og omkring 1770 blev der solgt over 100.000 par hoser om året, svarende til 98 % af Færøernes eksport . Men gennem 1700-tallet faldt produktionen af hoser, og man gav sig til at strikke trøjer i stedet. Hvornår mønsterstrik på de Færøske trøjer begyndte vides ikke, men det var almindeligt med mønstrede trøjer i slutningen af 1700-tallet. Det fortæller Svanhild Strøm og Marjun Biskopstø i “Færøsk strikkebog” .
Importen af trøjer fra Færøerne til Danmark blev styret af et handelsselskab, der var drevet af den danske stat. Åbenbart faldt kvaliteten af trøjerne, for i 1833 gav handelsselskabet en instruks, der definerede hvordan trøjerne skulle være. Den er gengivet i den vidunderlige bog “Koftearven” af Annemor Sundbø, og er forfattet i et virkelig støvet kancellisprog. Men det man kan læse ud af forskriften er, at mønstrene kunne vælges efter behag, men at flotteringerne på bagsiden ikke måtte gå over mere end 4 masker. Forskriften siger ikke noget om den lyse bundfarve, men siger meget præcist at den mørke mønsterfarve skal være farvet med korkje, altså en rød farve, man udvandt af lav, der vokser på klipper – Ochrolechia tartarea – og jo mørkere farve, jo bedre. Kun i egne hvor korkje ikke voksede måtte man bruge sort uld i hver anden mønstergentagelse, men ikke grå.
I Danmark er det ikke nogen let opgave at finde bevarede trøjer af islænder-typen. Det skyldes sandsynligvis, at næsten ingen trøjer er bevaret. Det er noget man støder på igen og igen, når man interesserer sig for fortidens tøj: elitens tøj er bevaret, og jævnere folks fine tøj er nogle gange bevaret. De fattiges grimme og slidte tøj er næsten aldrig bevaret. Det er gået til, slidt helt op og brugt til klude til sidst. Desuden har man ikke anset det for at være noget at gemme på.
Det nærmeste jeg indtil videre har kunnet komme en ældre islænder på dansk grund er et billede i bogen “Alverdens strikning” af Ann Møller Nielsen. Man kan skimte bogen, slået op på billedet af trøjen, øverst til højre i billedet af min strikkeprøve ovenover. Trøjen tilhører Museet på Koldinghus.
Ann Møller Nielsen beskriver trøjen som naturhvid med “mønster af, oprindeligt, rødligt garn, som er falmet med tiden”. Man kan ikke se den røde farve på billedet, men hun har selv taget billedet og må dermed have undersøgt trøjen og set farven. Museumsregistreringen bidrager ikke med meget, og viser endda bare billedet fra “Alverdens strikning”. Men man får da at vide at trøjen er blevet fundet uregistreret i museets magasiner, har været renset i 1978, og har været “anvendt af marinesoldat”. Noget årstal får vi ikke for trøjen, men den overholder tilsyneladende instruksen fra 1833 med sine rødlige, nu falmede farve: farven fra korkje er nemlig kendt for at falme ganske hurtigt.
Ellers giver søgning i museernes samlinger ganske lidt. De få trøjer jeg kan finde er der ikke billeder af, og de ser også ud til at være fra det 20. århundrede: se fx her, her og her.
Med så få bevarede trøjer bliver fotografier pludselig en god kilde. Ud over billedet af Roland må der findes andre billeder af danske mænd i “islændere”. Jeg faldt over dette billede på siden Bornholmernes historie af Ann Vibeke Knudsen, et fotografi fra ca. 1910 af en ung sømand iklædt islænder, fra en glasplade i Borholms Museums samling:
Billedet ser lidt opstillet ud med både hat og pibe, men trøjen ser ægte ud, med slid på overfladen og en påsyet kant, sikkert lavet af en stofrest. Mønsteret er fuldstændig det samme som på Rolands trøje og Koldinghus-trøjen.
Billederne af Roland og den unge bornholmske sømand er jo sort-hvide, så vi kan ikke vide hvad mønsterfarven var. Men et billede af en trøje, der findes i Nordiska Museet er heldigvis i farve, og viser en rød mønsterfarve.
Om trøjen er købt eller lavet der hvor den skulle bruges vides ikke, så det er ikke muligt at sige om den røde farve er et eksempel på den autoriserede korkje-farve fra 1833-instruksen (som jo gjaldt handelsvarer) eller om man bare har strikket med rød mønsterfarve fordi det var den vedtagne måde at gøre det på. Trøjen har været brugt i perioden 1850-1870 i Värmland af en “finngubbe”. Dette ord har jeg søgt lidt omkring for at finde en forklaring på, og det ser ud til at være en gammel og nedsættende betegnelse for en mandlig same.
To ting går igen for alle trøjerne. Den ene er hvem de bæres af, og den anden er hvordan trøjerne er strikket og gjort færdige.
Bærerne af trøjer i islandsk stil (hvad end de er købt eller lavet lokalt) er samfundets fattigste og de udstødte: natmænd, tatere, kæltringe, finngubber, søfolk og soldater. I “Koftearven” viser Annemor Sundbø også en serie billeder af indsatte i et fængsel, som alle bærer samme type trøje. På den tid, trøjerne er fra – 1910 og tidligere – gik mennesker med højere social status ikke med strikkede trøjer yderst. Måske som undertøj eller indenfor hjemmets fire vægge, men aldrig offentligt og synligt. De gik med tøj af vævet stof.
Trøjerne har mange lighedspunkter i hvordan de er strikket. Alle har præcis samme mønster, hvor de skrå streger peger samme vej. Selve trøjernes mønsterflader ser fine og jævne ud, men kanterne blæser i alle retninger. Trøjerne fra Koldinghus og Nordiska Museet har strikkede kanter ved håndled og nederst, men halsåbninger der ikke ser ud til at være gjort færdige. Den unge bornholmske fisker og Roland Andresen har trøjer på, som har påsyede stofkanter i halsen, og Rolands trøje ser ud til at have en påsyet knapstolpe af lærred.
Islænderen er aldrig rigtig gået væk, og jeg har fundet den på skolebilleder fra 1940’erne og 50’erne, avisbilleder fra 1970’erne, og den er stadig populær i dag. Jeg har selvfølgelig arbejdet med at lave en version af islænderen i projektet Genskrevet, og det vil jeg skrive mere om i mit næste indlæg på siden her.
